Jimmi Nagel Jacobsen bliver sportschef i Esbjerg til og med januar, hvorefter aftalen kan blive permanent.

Esbjerg. Superligaklubben Esbjerg har ansat Jimmi Nagel Jacobsen som konstitueret sportschef frem til udgangen af januar 2019 med muligheden for en permanent aftale.

Det skriver klubben på sin hjemmeside kort inden ligakampen hjemme mod OB fredag aften.

Tiden frem til januar skal for begge parter bruges til at vurdere, hvorvidt aftalen skal gøres permanent, lyder det.

Esbjerg-direktør Brian Knudsen glæder sig til at fortsætte samarbejdet med Jimmi Nagel Jacobsen, der har været chefscout i klubben siden 2016.

- Han har gjort et rigtig godt stykke arbejde her i Esbjerg fB som scout og har været en stor hjælp i det netop overståede transfervindue.

- Det er en fordel, at han kender klubben og fungerer godt med både spillere og staben her, såvel som han også er bekendt med Esbjergs strategier, siger Brian Knudsen.

Jimmi Nagel Jacobsen ser frem til den nye udfordring.

- Det bliver rigtig spændende, for Esbjerg har gang i mange gode ting og er på vej i den rigtige retning.

- Det er en spændende trup med mange dygtige talenter på akademiet, ligesom det også er tilfældet på førsteholdet, lyder det fra Jimmi Nagel Jacobsen.

Hollænderen Ted van Leeuwen var den seneste sportsdirektør i klubben, men han forlod klubben i sommer, efter man havde sikret sig oprykning til Superligaen.

Fredag meddelte klubben desuden, at den har forlænget kontrakten med Jacob "Lungi" Sørensen, så den nu gælder frem til udgangen af 2021.

/ritzau/