Eriksens træner har forståelse for muligt karrierestop
Der vil være fuld forståelse hos Wolfsburgs træner, hvis Christian Eriksen vælger at stoppe fodboldkarrieren.

Der vil være fuld forståelse hos Wolfsburgs træner, hvis Christian Eriksen vælger at stoppe fodboldkarrieren.

Wolfsburgs cheftræner, Tobias Strobl, kan godt forstå, hvis Christian Eriksen vælger at indstille fodboldkarrieren.
Det sagde tyskeren, da han fredag blev spurgt om, hvorvidt det ud fra et menneskeligt synspunkt vil være forståeligt for Eriksen at afslutte karrieren.
- Der må jeg være forsigtig som træner, men som menneske ville jeg stoppe, siger Tobias Strobl ifølge Sky Sports.
Den tyske fodboldklub spiller i denne sæson i 2. Bundesliga og vandt fredag 5-1 hjemme over Darmstadt. Joakim Mæhle lagde op til målet til 4-1.
Eriksens fodboldfremtid er fortsat uvis, efter at han i landskampen mod Ukraine 7. juni faldt om på banen i anden halvleg.
34-årige Eriksen har kontrakt med Wolfsburg frem til sommeren 2027.
I 2021 faldt Eriksen om med hjertestop i EM-kampen mod Finland og måtte genoplives på banen i Parken.
Efterfølgende fik han indopereret en pacemaker. Det var den, der reagerede under kampen mod Ukraine.
Landstræner Brian Riemer blev også spurgt til Eriksens fremtid på landsholdet, da truppen til de kommende Nations League-kampe blev udtaget tirsdag.
- Vi har været i dialog løbende med Christian. Der er to sider af denne sag. Den fodboldmæssige side er ligetil. Christian har ikke spillet fodbold, så han er ikke udtaget til landsholdet.
- Så er der hele Christian-delen, og det ligger hos Christian og hans familie i forhold til, hvordan han vil gribe det an og gøre det.
- Det har vi ikke noget med at gøre, andet end at vi 100 procent står til rådighed for ham, sagde Riemer.
RITZAU