Foto: Paul Redding

Den engelske Premier League klub meddeler på Twitter, at U23-træneren Ugo Ehiogu er død efter at han torsdag faldt om på træningsbanen.

'Det er med stor sorg at vi må meddele, at vores U23-træner Ugo Ehiogu er gået bort.'

Sådan indleder Tottenham Hotspur den tragiske besked på klubbens Twitter-profil.

Den 44-årige træner faldt torsdag om på træningsbanen, hvor han med det samme modtog behandling. Det viste sig, at der var tale om et hjerteanfald, og han blev med det samme kørt til hospitalet, hvor der blev kæmpet for hans liv.

Tidligt fredag morgen måtte lægerne give op, og Ugo Ehiogu afgik ved døden, oplyser Tottenham der er i chok og stor sorg.

»Ord kan ikke beskrive det chok og den tristhed vi alle føler i klubben. Ugos ufattelige tilstedeværelse bliver uerstattelig. Vores dybfølte sympati går til hans kone Gemma og til hans familie,« siger Tottenhams udviklingschef John McDermott i en meddelelse.

Ugo Ehiogu havde også en karriere bag sig som professionel fodboldspiller. Han spillede i blandt andet Aston Villa og Middlesborough, og han indstillede karrieren i 2009. Det var i Aston Villa, at han fik sit store gennembrud som spiller, og han var i klubben ni år og spillede over 200 kampe der.

Ugo Ehiogu nåede også at spille for det engelske landshold, som han debuterede for i 1996 i en kamp mod Kina.

Torsdag meldte klubben ud, at Ugo Ehiogu var blevet indlagt på hospitalet efter at være kollapset på klubbens træningscenter.

’Vi vil komme med opdateringer, når vi har yderligere informationer,’ lød det blandt andet.

Fredag morgen begyndte det at rygtes på eksempelvis Twitter, at Ugo Ehiogu var død på hospitalet.

Ved 10-tiden blev det så bekræftet af Premier League-klubben, og det er allerede strømmet ind med kondolencer til både Tottenham og Ugo Ehiogus familie.

'Virkelig trist nyhed om Ugo Ehiogu. Fodbolden har mistet en fantastisk spiller og en fantastisk mand. Tanker til hans familie. Hvil i fred Ugo,' skriver den tidligere engelske fodboldspiller Chris Sutton.

'Jeg kan næsten ikke tro nyheden om, at Ugo Ehiogu er gået bort. Rolig og varm stemning i hans selskab. Mit hjerte går til hans familie!', lyder det fra den tidligere Manchester United-stjerne Rio Ferdinand.

Også Premier League-klubben Swansea har udtrykt stor medfølelse på Twitter. 'Alle i Swansea City sender de de dybeste kondolencer til venner og familie af Ugo Ehiogu i denne triste tid,' lyder det.

 

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.