Christian Eriksen fortæller her om sine drømme, om at blive rig, om at bevare benene på jorden og om sin kæreste, der har været vigtig i et år, der har været hans bedste.

Det handler om at holde begge ben på jorden. I en branche, hvor idealerne om det smukke spil ofte forvandles til grådighed, og hvor egoerne vokser i takt med pengepungen. Og selv om Christian Eriksen har været en del af branchen, siden han var 16 år og skiftede til Ajax, er det først nu, han står foran den port, der fører til den absolutte verdensklasse i forhold til klubber, penge, luksus - og grådighed.

Det er han bevidst om. Fristelserne har allerede været enorme for den 21-årige offensivspiller. Og det er ikke nemt at sige nej til at kunne sikre sig selv og sin familie med en enkelt underskrift.

- Det var sidste år lige før sommer, og vi var med landsholdet. Manchester City kom og tilbød en masse penge for mig, og jeg følte, at nu kunne jeg komme til en stor klub. På den anden side ville jeg bare blive én blandt mange, hvilket ville være skidt for mig som spiller. Det ville helt sikkert have været godt for bankkontoen at sige ja til City, men chancen for succes var måske ikke så stor, og det var også derfor, jeg valgte at takke nej, siger Eriksen.

Det er samme tilgang, han har til sit forestående klubskifte. Men ligegyldigt, hvilken klub han kommer til, vil han økonomisk lande i en for hans alder helt uhørt kategori.

- Det er underligt at tænke på, at der er så mange penge i fodbold; når der er andre, som arbejder fra 8 til 17 hver dag, og vi arbejder fra 10-14, og vi tjener alt for mange penge i forhold til dem. For mig er det stadig underligt at tænke på, at man pludselig kommer til at tjene millioner. Vildt underligt, siger Eriksen og fortsætter:

- Heldigvis holder min familie mig på jorden. Jeg har også nogle venner, som egentlig bare har et budget at leve for. Når jeg er ude at handle, er der ikke noget budget. Det er lidt mere frit. Det er lidt anderledes, og det er underligt, at man kan være i to så forskellige verdener. Men jeg er bare glad for, at jeg har været så heldig, siger Christian Eriksen.

- Der er jo mange, der letter lidt fra jorden, når de får nogle penge. Jeg forsøger at bevare det med, at jeg er her for fodbolden. Jeg har min familie, men jeg har også min kæreste Sabrina, der er god, hvis man begynder at flyve på et tidspunkt, siger Eriksen.

På en måde er Christian Eriksen lettet fra jorden. Hans sæson i Ajax har været exceptionel, med hans egne ord hans bedste. Han står foran et for danske standarder rekordskifte til en europæisk klub. Og så har han fået ro på med sin kæreste Sabrina, som skal flytte med ham, hvor det så end bliver.

- Sabrina bor stadig i Odense, hvor hun stadig mangler et år på sin frisøruddannelse, så vi skal lige holde den kørende i et langdistance-forhold i et stykke tid endnu, siger Christian Eriksen.

- Planen er at flytte sammen. Hvis man kaster sig ud i et langdistance-forhold, har man helt sikkert planer om at flytte sammen på et tidspunkt. Vi har også snakket om, at vi måske skal af sted til et andet land. Hun har naturligvis sine foretrukne steder, men nu er hun jo ikke den, der ved allermest om fodbold, så hun ved godt, at det er mig, der tager beslutningen, og så må hun følge med, griner Eriksen.

Forholdet til Sabrina er endnu en brik i den udvikling, Eriksen har taget det seneste år både som spiller og ikke mindst som menneske. 

- Det har givet mig en form for ro. Det har gjort det, at jeg ved, at jeg har en, som står mig nær. Jeg snakker meget med Sabrina. Det er fantastisk og fint, at man kan snakke så meget og så godt med en person. Vi falder rigtigt godt i hak med hinanden, siger Eriksen, som også har brug for at snakke om andet end fodbold med kæresten.

- Det er egentlig noget, jeg har tænkt en del over. Jeg har det sådan lidt blandet med det, for naturligvis vil jeg gerne snakke fodbold med Sabrina en gang imellem, og hun begynder også at lære mere om det. Det er dog ikke hendes stærkeste punkt, men det er fint nok, for det er også dejligt med lidt afveksling derhjemme, smiler han.

Den mere åbne Christian Eriksen er et udslag af en øget selvsikkerhed og tro på egne evner. Både på og udenfor banen, hvor han indrømmer, at han i starten var meget genert og ikke åbnede helt op. Og på trods af manglende billetsalg og dalende popularitet hos landsholdet generelt, mener han ikke, at landsholdspillerne partout skal tale for meget om privatlivet. 

- Vi burde ikke give noget privat. Det synes jeg ikke. Jeg mener, at det fodboldmæssige og private er to forskellige ting. Folk, der vil se fodbold, skal jo komme på stadion, og for vores vedkommende gælder det bare om at levere varen. Hvad der sker udenfor banen burde ikke betyde noget.

- Selvfølgelig skal alt ikke være lukket, jeg fortæller også om min kæreste nu. Holdene gør det meget forskelligt. Mange er nu begyndt at åbne over de sociale medier. Det gør vi selvfølgelig ikke her på landsholdet, så det er lidt anderledes. Jeg tror bare ikke, at folk vil vide alt om os, og jeg vil da heller ikke vide alt om andre. Fodbold er fodbold. 

Og fodbolden er idealet. Det har han forsøgt at udvikle og forædle i fem år i Ajax. Fem år, der kulminerer nu med opfyldelsen af og videreførelsen af hans drømme. 

- Dette år har været mit bedste. Ja, det tror jeg, det har været. Jeg har kunnet mærke, at jeg har præget kampene meget mere og været mere kampafgørende. Ikke fordi det er helt perfekt, men det nærmer sig, siger han og uddyber:

- Det skyldes primært, at jeg har fået mere ansvar i Ajax. Der var en del, som smuttede fra holdet, og jeg har skullet tage teten meget mere i kampene, hvilke kun har hjulpet min udvikling, siger Eriksen, der erkender, at hans karriere har taget fart hurtigere, end han forventede. 

- Jeg tænker nogle gange tilbage på, hvad jeg har været igennem, og hvad jeg har oplevet, og som har ført til, at jeg er i denne situation. Alle de små målsætninger i Ajax er faldet i hak. Hele tiden i hak. Det er gået sindssygt hurtigt, og der har været ting, jeg ikke kunne have drømt om ville ske, siger han.

- Først var drømmen at flytte til Holland og at kunne klare det så godt, at man kom på førsteholdet. Det skete inden for et år, og inden for halvandet år var jeg med til VM og EM, hvilket ikke engang var noget, jeg turde drømme om. Derefter fast på landsholdet og vinde tre mesterskaber, siger Eriksen.

- Alt dette har været min største drøm indtil videre. Og hvad der så sker nu med drømmene, det finder vi så ud af.