Han blev præsenteret i Scala-operaen i Milano, men Christian Eriksen har stadig sin prisvindende præstation til gode i Inter-trøjen.
Det må den danske stjernespiller sande efter sin første startplads i klubben fra Italiens modeby nummer et. Inter vandt godt nok 2-0 over Udinese, men Christian Eriksen måtte efterfølgende se sig hårdt bedømt af både fans og eksperter.
»Eriksen var der ikke. Han spillede kun sikre bolde som enhver anden nybegynder. Kunne man forvente mere? Ja. Jeg mener også, at Eriksen er en holdspillende midtbanemand. Han kan bruges i en større sammenhæng, men ikke med egne idéer,« skriver Mario Sconcerti i sin klumme for Corriere della Sera.
Og den rutinerede fodboldskribent sammenligner Eriksen med konkurrenterne Barella, Vecino og Sensi. Han mener, at Eriksen burde kunne det, som de tre kan – bare lidt bedre.

»Måske sker det. Måske ikke. Vi står ikke over for en absolut mester, men en stor spiller,« lyder det fra Sconcerti.
Mens fodboldskribenten er noget mere nuanceret i sin kritik af Christian Eriksen, var der også de klassiske svinere fra folk på de sociale medier.
Her blev der ikke lagt fingre imellem, når snakken faldt på Christian Eriksen.
Flere lavede sjov med Eriksen og insinuerede, at han var langsom og klodset, som det ses herunder og i bunden af artiklen.
Det var dog ikke bare ondsindede internet-krigere, som var på spil. Også på karakterskalaen blev Eriksen vurderet skidt i sin første start for Inter.
Hos WhoScored.com blev Eriksen med karakteren 6,5 vurderet som næstdårligste starter for Inter, hvor kun Sebastiano Esposito var dårligere.
Det samme gjorde sig gældende hos 90min.com, hvor Eriksen fik karakteren 5 ud af 10.
Også den tidligere engelske landstræner Fabio Capello var hård i sin første vurdering af danskeren.
»Jeg har allerede sagt, at fra mit perspektiv er Eriksen og Sensi mere eller mindre på samme niveau,« siger Capello til Radio Anch'io Sport:
»Sensi er yngre, men hans blik for spillet er lige så godt som danskerens. Han er måske endda endnu mere dynamisk end sin nye holdkammerat.«
Inter ligger nummer to i Serie A, men der er kun tre point op til førerholdet, Juventus.
Her er et par Eriksen-tweets mere: