I løbet af de næste bare tre måneder skal Christian Eriksen være far, bære Danmark gennem et VM og guide en engelsk storklub til hæder og ære.

For alle os, der ind imellem kan tabe pusten bare ved udsigten til at tage bukser på, er det et voldsomt program, Danmarks største fodboldstjerne skal igennem de kommende 90 dage.

Eriksens kæreste, Sabrina, er sat til at føde parrets første barn i slutningen af maj, og lige inden har Tottenham været impliceret i de afgørende kampe i både Premier League og FA Cup’en. Og lige efter… Ja, få dage efter terminsdatoen skal den verdensberømte fynbo efter planen sætte sig i et fly mod Rusland, hvor store dele af Danmarks VM-forhåbninger hviler på hans præstationer.

Det er mange store ting på meget kort tid. Er det overvældende?

»Der sker mange ting. Rigtig mange ting! Jeg ved ikke, om det er overvældende. Jo, måske positivt overvældende. Nu kan man efterhånden se det på Sabrina, så det bliver mere og mere ægte, samtidig med at vi skal have børneværelse, børneting og bleer. Jeg ved ikke en hat om det, men det lærer man jo nok.
På det fodboldmæssige plan er der selvfølgelig Premier League og FA Cup’en, så vi har masser af sjove og fede kampe at se frem til. At slutte det hele af på en god måde og tage det med til VM, får stor betydning, tror jeg.«

Går alt efter køreplanen kommer landsholdets største profil og vigtigste spiller til VM med søvn i øjenkrogen, gylp på ærmet og et saligt smil om munden. Men han  kommer også til Rusland med et stort forventningspres på de 26-årige skuldre. Mange har spurgt sig selv, hvad Danmark skulle gøre, hvis Eriksen var ude, og da Tottenham-stjernens kommende faderskab kort før jul blev offentligt kendt, blev spekulationerne mere virkelige. Heldigvis tyder alt på, at Eriksen-parrets timing har været lige så god, som midtbanespillerens normalt er det på kanten af feltet. Derfor står manden, som Åge Hareide kalder en af verdens ti bedste fodboldspillere, i juni klar til for første gang at ’eje’ et VM.

Du har nået det, man kan kalde din bedste fodboldalder, du er en bærende spiller på et storhold i Premier League – og din egen landstræner kalder dig en af verdens ti bedste fodboldspillere. Får det dig til at sige: 'Det her skal være mit VM'?

»Det håber jeg da. Jeg har ikke tænkt så meget over  præcis, hvordan VM skal foregå. For der er ting før det. Vi må tage VM til den tid, og præcis hvordan det kommer til at forløbe.«

Føler du et pres - positivt eller negativt – i forhold til, hvordan du skal præstere til VM, når landstræneren italesætter dig som en  top ti-spiller i verden?

»Nej, det er jo hans synspunkt. Jeg tror, næsten samtlige trænere i verden har en top ti-spiller eller flere på deres hold. Det er selvfølgelig nogle søde ord fra Åge, men det har ikke noget at gøre med, hvordan man spiller eller hvad der sker. Folk kigger på udefra, men det har ikke noget med mig at gøre.«

Tanken om en dansk VM-kamp uden Christian Eriksen gør mange danskere nervøse. Hvor meget føler du, at du skal bære det her landshold til VM?

»Det er kun godt, at folk forventer, man kan være afgørende og  bidrage med noget. Jeg tror, det er det samme som i kvalifikationen, hvor jeg prøvede at hjælpe holdet i de situationer, jeg kom i og kunne være afgørende på den måde. I kvalifikationen gik  det meget godt med at hjælpe holdet. Vi kom med til en slutrunde, og det bliver det samme til slutrunden, hvor der bliver andre strenge at spille på.«

Om Christian Eriksen er i top ti, top 20 eller top 30 over verdens bedste fodboldspillere er op til den enkelte at vurdere. Men udenfor diskussion er det, at den 26-årige Tottenham-profil hører til i verdenseliten. Om ikke andet så i kategorien lige under de allerbedste.

For spillere i den kategori er alle døre mulige at åbne – men det kan være svært.  Et VM er imidlertid rambukken, der kan slå samtlige døre ind og gøre en spiller som Christian Eriksen til verdensstjerne og en vare, som selv de allerstørste klubber umuligt kan efterlade på hylden.

VM-slutrunder har det med at flytte spillere på flere niveauer. Både inde i folks hoveder, hvor en stor slutrunde kan flytte holdningen til spilleren og billedet af ham, men  også i forhold til klubskifter. Hvad tænker du, et VM  kan gøre for dig i dét perspektiv?

»Alle ser på, hvem der spiller til et VM. Hvis en spiller, man ikke kender, gør en god figur ved VM, lægger man mere mærke til ham bagefter. Man ved, hvor stor bevågenhed, der egentlig er, i forhold til os, der spiller et VM. Hvordan det kommer til at være med klubskifter er selvfølgelig altid forskelligt,  men man vil selvfølgelig gerne gøre det så godt som muligt på den største scene, der findes. Man ved, der er så mange, der kigger, men jeg tror ikke, det er så afgørende. Jeg tror bare, man skal ud og præstere for sit land og sit hold.«

Nogle mener, at for at være en rigtig stor spiller, så skal du have været en stjerne ved et VM. Nu er Messi selvfølgelig en ret så stor spiller, men i sammenligningen med Diego Maradona, siger mange ’ro på, Messi har ikke gjort det til et VM’. Deler du den optik – eller er du i den anden lejr?

»Jeg vil sige, jeg er med i den anden lejr. I hvert fald lige, når det gælder Messi. Hvad han har formået på klubholdet og også på landsholdet for den sags skyld… Er det én eller to finaler, Argentina har været i (det er én, red.)? Jeg tror, han har gjort sit for at være dér. Men det er måske sådan fok bedømmer. Sådan folk adskiller de to. Og når Messi endelig får den, hvis han vinder et VM, er der ikke mere, der adskiller dem. Så kan man ikke sige mere. Nu er jeg ikke fra Maradonas tid, så jeg har ikke set så meget med ham,  men hvis jeg skulle vælge, havde jeg nok valgt Messi.«

Netop Lionel Messi kan Christian Eriksen ende med at måle sig direkte op imod ved VM. Danmarks gruppe C er i Rusland parret med gruppe D, hvor Kroatien, Island, Nigeria og ikke mindst Argentina huserer. Bliver Danmark derfor nummer to i puljen, mens Argentina vinder sin (eller omvendt, red.), skal Eriksen gnubbe skuldre og måle talent med Messi i 1/8-finalerne.

En ting er selvfølgelig at vinde det hele, men jeg har eksempelvis et scenarie inde i mit hoved, hvor I møder og slår Argentina. Hvad er egentlig dit drømmescenarie til det her VM?

»Vi har tre kampe inden da, og det er tre kampe, hvor det er  vind eller forsvind. Så det handler om at kunne få et godt udgangspunkt og  forhåbentlig sætte os selv i en situation, hvor vi har  en mulighed for at møde Argentina, der højest sandsynlig går videre. Selvfølgelig er det noget, vi kigger på bagefter, men først har vi fokus på de tre første kampe, og så må vi drømme videre derfra og se, hvordan det går.«

Hvad er så dit drømmescenarie rent individuelt? Hvilken følelse vil du gerne stå tilbage med i maven, og hvad vil du gerne se tilbage på, når VM  er helt overstået den 15. juli?

»Individuelt vil jeg gerne se tilbage på, at jeg har præsteret det, jeg kunne og har levet op til mine egne forventninger. Jeg vil gerne se tilbage på, at jeg har  været vigtig for mit land og har kunnet bidrage med noget. Det er egentlig der, den ligger. At jeg har vist mig frem så godt, jeg kunne. Om det så gælder på den ene eller på den anden måde, så håber jeg at kunne slutte det af med en god historie og et godt minde.«

Lige nu er 15. juli dog meget langt væk. Inden venter der landets største fodboldspiller masser af det materiale, som gode historier og gode minder er lavet af.