Sejren over Rusland fik Christian Eriksen til at sende en hilsen til de danske holdkammerater.
Christian Eriksen er ikke længere en del af EM-lejren, efter at fodboldstjernen fik hjertestop og blev genoplivet mod Finland og senere fik indopereret en pacemaker.
Men fynboens tilstedeværelse i spillernes bevidsthed er ikke til at tage fejl af, og efter mandagens 4-1-sejr over Rusland sejr sendte han igen en hilsen til holdkammeraterne.
- Christian skrev med det samme til os inde i gruppen. Det var fantastisk at høre fra ham, siger forsvarsspilleren Jens Stryger Larsen, der fik den sidste halve time på banen.
Christian Eriksen var i fredags et smut forbi landsholdsspillerne i Helsingør, efter at han samme dag var blevet udskrevet fra Rigshospitalet.
Flere af spillerne og landstræner Kasper Hjulmand har forklaret, hvordan Eriksens besøg løftede stemningen gevaldigt frem mod Rusland-kampen.
Og mandagens hilsen er endnu et tegn på, at Eriksen følger landsholdets EM-færd tæt.
- Det er fantastisk, at han støtter og er der for os, lyder det fra Jens Stryger Larsen, som dog ikke vil afsløre, hvad Eriksen skrev:
- Det bliver inde i gruppen.
Eriksens kollaps og de efterfølgende dage har fyldt meget hos danskerne. Forløsningen er derfor ekstra stor, efter at avancementet til ottendedelsfinalen er blevet en realitet, mener Christian Nørgaard.
- Vi er gået igennem så meget i den tid, vi har været sammen. Vi var alle sammen enige om, at det ikke var det sidste kapitel i den her historie. Vi ville gøre alt for at vinde kampen, og med stor sandsynlighed ville det være nok til at gå videre.
- Vi skal have lov at nyde sejren i aften og følelsen af at gå videre, efter alt hvad vi har været igennem som hold. Der var ingen tvivl om, at sejren i dag (mandag, red.) også var for Christian, siger han.
Den danske præstation samt Belgiens 2-0-sejr over Finland betød, at Danmark endte på andenpladsen i gruppen.
I lørdagens ottendedelsfinale venter Wales.
/ritzau/