Christian Eriksen kan være millioner værd for hjembyen.

Christian Eriksen har været rygtet til flere storklubber for millionbeløb, som kan få de fleste til at spærre øjnene op.

Men det er ikke kun Tottenham, som ønsker et kanonsalg af danskeren. Det gør også Claus Hansen, som er formand for den fodboldklub, hvor Christian Eriksen startede sin karriere.

En Eriksen-handel kan nemlig også blive en lukrativ handel for kulturlivet i Middelfart, skriver DR Sporten.

Christian Eriksen spiller til daglig for Tottenham Hotspur.
Christian Eriksen spiller til daglig for Tottenham Hotspur. Foto: Dylan Martinez
Vis mere

Et salg har længe virket uundgåeligt. Fynboen har selv ytret, at nu var det blevet tid til at prøve kræfter et andet sted efter seks år i London-klubben.

Og det får Claus Hansen, formand for Middelfart Gymnastik & Boldklub, til at følge spændt med i Eriksens transfereventyr. Den fynske klub får nemlig andel i pengene, hvis Eriksen bliver solgt videre.

»Vi følger meget med i, hvad der sker med Christian. Jeg vil gerne have, at han bliver solgt, så der falder noget af til os i Middelfart, men det vigtigste er, at han kommer til den rigtige klub for ham,« siger Claus Hansen til DR Sporten.

Og formanden har da allerede øremærket pengene fra salget til noget helt særligt til middelfarterne.

'Rock under broen' finder sted ved Middelfart under den nye Lillebæltsbro. 
'Rock under broen' finder sted ved Middelfart under den nye Lillebæltsbro.  Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hvis man regner med, at Real Madrid ender med at smide 800 millioner kroner i bytte for Eriksen, vil tre millioner blive sendt videre til Middelfart. OB, der også var en stor del af fynboens udvikling i ungdomsårene, vil samtidig modtage 12 millioner kroner.

Pengene bliver udbetalt i rater over tre år, og andelene afgøres af Uefa ud fra spillerens tilhørsforhold, fra han var 12 til 21 år.

I hjembyen har man i mange år arrangeret festivalen 'Rock under broen', og nu ønsker man at bruge Eriksen-millionerne til at give fynboerne en helt ny koncertsal med 800 siddepladser.

»Det skal være et sted, hvor kunstnerne fra 'Rock under broen' skal kunne spille, men der skal også være musicals og teater. Der skal være god lyd og god akustik, sådan at kunstnerne bare skal plugge guitaren ind for at kunne spille – det ville være genialt for os,« fortæller Claus Hansen.

Det eneste, parterne dog ved med sikkerhed, er, at Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber om en sæson, og derfor vil et salg af ham være mest indbringende for London-klubben nu.