Christian Eriksen gjorde sig i den grad bemærket søndag aften.

Den danske landsholdsspiller var både iøjnefaldende og målscorende i Tottenhams sejr på 3-1 over Leicester.

Og det vælter ind med roser til Christian Eriksen efter kampen, hvor han af Sky Sports blev kåret til kampens spille med karakteren 8 ud af 10.

'Eriksen leverede sin sædvanlige klasse og blev belønnet med et mål og en assist,' skriver mediet om danskeren, der nu har scoret 20 Premier League-mål udenfor feltet.

'Det er mere end nogen anden spiller, siden han (Eriksen, red.) debuterede i september 2013,' skriver Sky Sports.

Også Independent bed mærke i danskeren som en af dem der 'skinnede igennem'. Her får landsholdsstjernen karakteren 7 ud af 10 med ros men også en smule kritik. For danskeren kunne have været endnu bedre.

'En skruet assist til Sanchez' åbningsmål og med et velplaceret mål sendte han Tottenham foran med to. Travl og kreativ som altid, men måske ikke helt så meget, som han kunne have været,' skriver mediet om danskeren, der af Evening Standard roses for at tage ansvar.

'Christian Eriksen har det med at gå igennem nogle stille perioder i løbet af en sæson. Hans seneste lille nedtur har været samtidig med Kane og Allis skader, hvor Spurs har været for afhængige af Son,' skriver mediet.

Christian Eriksen lavede både et mål og en assist mod Leicester.
Christian Eriksen lavede både et mål og en assist mod Leicester. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

'I de sidste par kampe, har Spurs haft brug for mere fra danskeren. Han var forskellen på de to mandskaber på Wembley og afgjorde kampe med to øjeblikke fyldt med kvalitet,' skriver Evening Standard, der giver Christian Eriksen tæt på topkarakter med 8 ud af 10.

Christian Eriksen roses netop for at være blandt dem, der tog ansvar mod Kasper Schmeichel og co.., og han var med til at give Tottenham en stærk optakt til Champions League-braget mod Dortmund onsdag aften. Og det er ikke kun i England, at der er bidt mærke i Christian Eriksens præstation.

Også i Norge har danskeren fået nogle ord med på vejen. Blandt andet bliver han kaldt 'central' i søndagens sejr.

»En glimrende afslutning af Christian Eriksen. Han er en fabelagtig fodboldspiller,« sagde kommentator Kasper Wikestad ifølge TV 2 Norge om danskerens mål til 2-0.