1. januar er både dagen for en ny start og for forfærdelige tømmermænd. Det kan blive begge dele for Christian Eriksen, når Tottenham om aftenen tager imod Chelsea på White Hart Lane.

Den danske landsholdsspiller har haft et forrygende efterår, hvor han med sine mål og oplæg gang på gang har været kampafgørende for Spurs, og det har han mulighed for at blive igen mod Chelsea. Men det bliver svært.

Statistik-siden whoscored.com har sammenlignet danskeren med Chelsea offensive midtbanespiller Cesc Fabregas, som kampens to nøglespillere, og her bliver danskeren fremhævet som bedst, når gælder langskud og dødbolde. Eriksen har også flere skud på mål i snit pr. kamp end Fabregas, 2,8 mod 1,3, men spanieren bliver til gengæld fremhævet som markant bedre, når det gælder målgivende afleveringer. Men ifølge statistiskbureauet Opta er det ikke så underligt. Fabregas er nemlig den spiller i hele Premier League, der har haft flest boldberøringer, flest afleveringer og flest oplæg til mål.

Da de to hold mødtes på Stamford Bridge for en måned siden, kørte Mourinhos mandskab således gæsterne over 3-0, og Eriksen blev aldrig den dominerende figur, som han ellers har været i flere kampe. Faktisk skal Tottenham helt tilbage til foråret 2010, hvis man skal finde en kamp, hvor det er lykkedes er besejre Chelsea, så det vil ikke overraske, hvis dagen i stedet ender med tømmermænd i form af et nederlag for danskeren og hans holdkammerater.

Men tre point til Spurs i lokalopgøret på nytårsdag vil både betyde, at hjemmeholdet holder trit med de andre hold, der jager den absolutte top, og samtidig forhindre Chelsea i at stikke af et soloudbrud med kurs mod mesterskabet.

Spørgsmålet er så om Eriksen også bliver i klubben i Nordlondon udover denne sæson. Hans manager Mauricio Pochettino understregede forud for kampen i et interview med BBC, at Eriksen ikke bliver solgt, når det blafrer ud og ind med nye spillere i januar måneds transfervindue. Men han erkendte også, at danskeren vil være interessant for de allerstørste klubber, hvis han fortsætter udviklingen.

Udover London-opgøret handler nytårsdag især om, hvordan de hold, der er i gang med et managerskifte, kommer videre.

Newcastle er foreløbigt kommet igennem julen med et nederlag til Manchester United og en sejr hjemme over Everton, men står nu uden manager, fordi Alan Pardew hellere vil have det tilsvarende job hos Crystal Palace.  Assistenten John Carver dirigerer holdet, når man på hjemmebane møder nedrykningsfavoritterne fra Burnley, og det er en af de kampe, der skal vindes, hvis man skal forsøge at komme tilbage i den sjove ende af tabellen.

Tony Pulis forventes at overtage West Bromwich, som møder West Ham ude. Han har før udrettet mirakler med mindre klubber, og det er på høje tid at få vendt bøtten for 'The Baggies', der er tæt på at synke helt ned under stregen og i øvrigt tabte den modsatte kamp på hjemmebane 1-2 for en måned siden. Det er dog ikke sikkert, at Pulis' aftale når at falde på plads inden kampen mod West Ham.

Alan Pardew er i skrivende øjeblik ikke blevet bekræftet i Crystal Palace, men han kan få en ilddåb som ny manager i den lille London-klub, når man på udebane møder Jores Okore og Aston Villa. Palace skal have point for at komme over nedrykningsstregen, mens Villa omvendt har brug for en sejr for at lægge afstand til bundstriden.