Christian Eriksen og Tottenham er videre til ottendedelsfinalerne i Champions League.

En sen udligning til 1-1 ude mod FC Barcelona viste sig at være nok til at sende englænderne videre til knockoutfasen på bekostning af Inter, der på eget græs måtte nøjes med 1-1 mod PSV Eindhoven.

Da Tottenhams opgør blev afblæst, var der fortsat gang i kampen mellem Inter og PSV. Et italiensk sejrsmål ville sende Inter videre, men det kom aldrig.

»På den ene side var vi heldige, og vi må takke PSV for, at vi klarede den,« siger Christian Eriksen til TV3+.

Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

Tottenham var bagud ved pausen i Barcelona, men englænderne vidste, at det ikke så helt sort ud, da de også blev orienteret om stillingen i Italien.

»Vi vidste godt, at Inter var bagud ved pausen, så det var fedt at kigge ud på bænken efter vores scoring og få at vide, at der kun stod 1-1 i deres kamp.«

»Det var nogle underlige sidste fem-seks minutter, men i sidste ende var det jo et kanon resultat,« siger Eriksen.

For ti år siden var danskeren også forbi Camp Nou. Det var dengang Eriksen fortsat blot var et stort talent. Tirsdag aften var han glad for gensynet med Barcelonas hjemmebane.

»Jeg var her og fik en lille rundtur for ti år siden til en prøvetræning.«

»Det var fedt, et fedt stadion og en fed klub. Og så var det et fedt resultat at få med - det gør oplevelsen endnu bedre,« siger han.

/ritzau/