Christian Eriksen læner sig op ad Erik ten Hag i konflikten mellem United-træneren og Cristiano Ronaldo.

Cristiano Ronaldo glimrede ved sit fravær, da Manchester United lørdag var taget til London for at møde Chelsea i Premier League.

Efter at have udvandret i frustration kort før slutfløjtet i en kamp mod Tottenham tidligere på ugen blev Ronaldo udelukket fra United-truppen af træner Erik ten Hag.

Efter kampen mod Chelsea indikerede Christian Eriksen, at han som udgangspunkt er på Erik ten Hags side i konflikten.

- Jeg tror, der er blevet skrevet og sagt nok ting om det. Træneren har sagt sin mening, og som spiller støtter man træneren, siger Eriksen til TV3+.

- Vi vil gerne have Ronaldo med så meget som muligt. Vi kender ham som spiller og som type, men igen, det er trænerens beslutning, så hvad de har fundet frem til, det bestemmer de.

Eriksen vil ikke forholde sig til, hvorvidt Ronaldo bør undskylde for episoden mod Tottenham.

- Det ved jeg ikke. Jeg tror, han har sit synspunkt, og træneren har et andet. Det er op til ham selv, hvordan han reagerer. Det er som sagt noget mellem træneren og spilleren, om hvordan den bliver taget, siger United-danskeren til TV3+.

Efter en dramatisk afslutning spillede United 1-1 med Chelsea lørdag aften. Der stod dog 0-0 frem til kort før slutfløjt. Men så scorede Jorginho på et straffespark, hvorefter Casemiro langt inde i tillægstiden fik udlignet for United.

På baggrund af forløbet i de sidste minutter føler Christian Eriksen, at det ene point er en lille sejr for United.

- Det føles som en sejr, efter vi kom tilbage. Baseret på store dele af kampen synes jeg næsten, det føles som et nederlag. Jeg synes, vi havde godt fat i dem og skabte også de chancer, vi skal, for at kunne vinde kampen, siger Eriksen til TV3+.

/ritzau/