Hvornår er man en stor stjerne? Altså rigtig stor?

Du kan tælle mål, titler og lønkroner. Men når en mand fra Kosovo løber ind på banen bare for at kramme Christian Eriksen, så er han nået derop, hvor de allerstørste idoler i fodbolden bevæger sig. og det var præcis, hvad der skete i aftenkulden i Pristina. (Du kan se episoden i videoen over artiklen)

»Jeg blev meget overrasket, for det kom ud af ingenting, for jeg havde ikke set ham komme ind på banen.«

Det var lidt et Ronaldo- og Messi-øjeblik...
»Ja, det tænkte jeg også, og jeg tænkte, om jeg så skulle te mig som dem. Nej, overhovedet ikke. Det var specielt,« siger Christian Eriksen.

Baneløber kommer på banen for at omfavne Danmarks Christian Eriksen under venskabskampen mellem Kosovo og Danmark på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019. Kampen ender 2-2.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Baneløber kommer på banen for at omfavne Danmarks Christian Eriksen under venskabskampen mellem Kosovo og Danmark på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019. Kampen ender 2-2.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han smilede ved tanken, og han kunne godt se, at det havde været en spøjs situation at stå der med en mand om livet, som ikke rigtig ville give slip. Hele situationen var da også kommet bag på ham.

»Lige pludselig står der bare en og holder om mig, og det var jeg meget overrasket over. Jeg troede først, at det var en modstander, og så tænkte jeg: ”hvad fanden foregår der?”. Efterfølgende kunne jeg godt se, at det ikke var en modstander, men en fan, der sagde nogle ting,« siger Eriksen.

Christian Eriksen har generelt fyldt meget i dagene i Kosovo. Journalisterne har spurgt til ham, og de fleste på det godt fyldte stadion har nok sukket, da de så startopstillingen uden Tottenham-stjernen.

Men han kom ind og scorede i 2-2-kampen. Og så fik han altså en speciel oplevelse.

Danmarks Christian Eriksen (10) giver sin trøje til en dansk soldat efter venskabskampen mellem Kosovo og Danmark på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019. Kampen ender 2-2.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Danmarks Christian Eriksen (10) giver sin trøje til en dansk soldat efter venskabskampen mellem Kosovo og Danmark på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019. Kampen ender 2-2.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er ikke sket før, at der er løbet en for at kramme mig på banen. Jeg vil helst være det foruden, så man ikke skal tænke på, at fans kan løbe på banen. Det var sjovt at prøve en gang, men jeg håber ikke, at det sker igen,« siger Eriksen og forklarer, hvad der skete i de sekunder.

»Da han blev taget væk, hørte jeg, at han sagde ”shirt, shirt”, så jeg tror, at han ville have min trøje. Den fik han ikke, den fik en af de danske soldater. Jeg havde hørt, at der var nogle, så jeg kunne ligeså godt kaste den til dem,« siger Eriksen.

Det var ikke det eneste, der var nyt for Christian Eriksen. For første gang i adskillige år startede han nemlig også ude for landsholdet. Derfor havde han brug for holdkammeraternes hjælp inden kampen.

»Det er rigtig lang tid siden. Inden kampen var jeg også nødt til at spørge de andre, hvad man laver inden kampen. Jeg vil helst starte inde i en landskamp, men jeg kan godt forstå baggrunden, for det er tirsdag, det handler om,« siger Eriksen.