Christian Eriksen blev skiftet ind midt i anden halvleg, da Inter hjemme tabte 0-1 til Napoli i Coppa Italia.

Inter og danske Christian Eriksen kan få svært ved at nå Coppa Italia-finalen. Milano-klubben kom i hvert fald ikke tættere på, da den første semifinale mod Napoli onsdag aften blev tabt med 0-1 på hjemmebane.

Eriksen startede på bænken, men blev skiftet ind midtvejs i anden halvleg, kort efter at Fabian Ruiz havde scoret det, der viste sig at være Napolis sejrsmål.

Første halvleg var en ganske rolig affære, hvor Napoli dog burde have bragt sig foran i slutfasen.

Piotr Zielinski var pludselig helt fri i feltet, men Inter-keeper Daniele Padelli reddede forsøget.

Mere træfsikker var Fabian Ruiz 11 minutter efter pausen. Efter et bandespil trak han på tværs af banen lige uden for feltet, før han sendte bolden i hjørnet til 1-0. Et flot mål.

Ni minutter senere valgte træner Antonio Conte så at sende Eriksen i aktion for at intensivere jagten på udligningen.

Eriksen fik hurtigt sat sit præg på kampen. Efter fem minutter forsøgte han sig med venstre fod, men danskerens langskud gik forbi. Kort før tid prøvede han igen, men denne gang blev afslutningen blokeret, så bolden gik til hjørnespark.

Det lykkedes ikke for Inter at slå tilbage, og nu er en sejr i stedet påkrævet i returkampen på udebane. Den spilles 5. marts.

Den anden semifinale er et anliggende mellem Milan og Juventus. Det første opgør spilles torsdag, mens returmødet er programsat til 4. marts i Torino.

/ritzau/