Christian Eriksen er lettet over at være kommet til Inter efter at halvt år som sort får i Tottenham.

Efter et halvt år med evige mediespekulationer om sin fremtid og en ændret holdning til ham i klubben er Christian Eriksen glad for at være kommet væk fra Tottenham med sit januarskifte til Inter.

For selv om Eriksen havde seks fantastiske år i London-klubben, så ændrede meget sig, da han i sommer både offentligt og over for klubben luftede, at han gerne vil prøve noget nyt.

Det fortæller han i et interview med BBC.

- Efter det jeg sagde I sommer, handlede det kun om "hvornår skifter han"? Efter hver kamp gik snakken på "skifter han, skifter han ikke"? Mange mennesker snakkede om det, lyder det fra Eriksen.

Det var dog ikke kun snakken om hans kommende afsked, som påvirkede ham. En stor del af skylden for Tottenhams svigtende form i denne sæson blev placeret på den danske playmaker.

- Sådan er det. Hvis du har kort tid tilbage af din kontrakt, bliver du det sorte får. Jeg gav interviewet (og luftede lysten til et skifte, red.). Jeg var ærlig. Jeg følte, jeg var nødt til at være ærlig. Jeg ville ikke gemme mig, som mange spillere gør.

Derfor blev det også trættende for Eriksen at blive hængt ud som årsagen til Tottenhams manglende gode resultater.

- Jeg fik skyld for mange ting, jeg var skurken. Jeg læste, at jeg var problemet i omklædningsrummet, og at lige siden jeg sagde, at jeg ønskede at skifte, så var det skidt at have mig i klubben, siger den danske landsholdsspiller.

Han fortæller også i interviewet, at der har været lidt dialog med Manchester United de seneste år, men at det aldrig rigtigt var på tale at skifte dertil.

- Til sidst handlede det om, at jeg ønskede en ny udfordring. At blive i Premier League havde været den lette løsning, siger Eriksen.

- Da Inter kom ind i billedet, var det virkelig ikke et svært valg.

Eriksen kan få sin tredje kamp for Inter i weekenden, hvis han får spilletid i lokalderbyet mod Milan, som har landsmanden Simon Kjær i truppen.

/ritzau/