Christian Eriksen er en af 11 spillere, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag har nomineret til hæderen som Årets Mål i Uefa-turneringer.

Tottenham-spilleren er nomineret for sin 2-1-scoring for Danmark i playoffkampen mod Irland i Dublin i november sidste år.

Et veludført dansk kontraangreb endte med, at Nicolai Jørgensen sendte bolden videre til Christian Eriksen, der scorede med en afslutning via underkanten af overliggeren.

Den danske offensivspiller lavede hattrick i 5-1-sejren, der sendte Danmark til VM i Rusland på Irlands bekostning.

Christian Eriksen må dog imødese betydelig konkurrence om at vinde Uefas hæder.

Cristiano Ronaldo scorede i sidste sæson på saksespark i Champions League-kvartfinalen mod Juventus.
Cristiano Ronaldo scorede i sidste sæson på saksespark i Champions League-kvartfinalen mod Juventus. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Superstjernen Cristiano Ronaldo er nemlig også nomineret for sit fantastiske saksesparksmål, da Real Madrid i foråret vandt 3-0 ude over Juventus i kvartfinalen i Champions League. Ronaldo er siden skiftet til netop Juventus.

Vinderen findes via en afstemning på Uefas hjemmeside, hvor afstemningen løber frem til 27. august.

De nominerede er både mænd og kvinder, og der er nominerede fra både senior- og ungdomsrækkerne.

Der er en nomineret fra hver Uefa-turnering, der har været i gang i de seneste 12 måneder, skriver Uefa på sin hjemmeside.

Det inkluderer også Futsal, der primært spilles indendørs.

Det er fjerde gang, at prisen uddeles.

Sidste år vandt Juventus-spilleren Mario Mandzukic prisen for sin 1-1-udligning mod Real Madrid i Champions League-finalen.

De to foregående år vandt Lionel Messi, begge gange for scoringer for FC Barcelona i Champions League.

/ritzau/