Christian Eriksen havde nok glædet sig til at komme til mægtige Estadio Santiago Bernabéu. Det gør alle spillere. Men det offensive danske es havde ikke de bedste billeder med i scrapbogen til Real Madrids berømte hjemmebane.

Men mareridtene om Real Madrid kan så småt aftage efter 1-1 i den spanske hovedstad på et selvmål og et straffespark af Cristiano Ronaldo.

Seks gange havde Christian Eriksen mødt Real Madrid. Med seks syngende lussinger som resultat, så da holdkammeraternes lønchecks denne gang var noget større end dengang med Ajax, havde han nok drømt om endelig at få et brugbart resultat.

Den drøm skulle få lidt ekstra tryllestøv at leve i med et føringsmål efter en lille halv time. Harry Kane havde haft et kraftfuldt hovedstød afværget af Keylor Navas i Real Madrid-målet ti minutter inden, men denne gang fik Tottenham-topscoreren kun lige snittet et fladt indlæg fra Serge Aurier, før Raphael Varane løb bolden i eget mål og noterede sig for det selvmål, der bragte Tottenham foran.

Real Madrid havde ellers brændt deres chancer inden, da Cristiano Ronaldo headede et flot indlæg på stolpen, og Karim Benzema derefter noterede sig for sin første store afbrænder i kampen. Returbolden landede nemlig lige for fødderne af franskmanden, men han valgte at sparke bolden forbi mål, selvom Tottenham-målmand og landsmand Hugo Lloris havde lagt sig godt til rette på græsset.

Men Real Madrid skulle nok komme tilbage, og det skete kort inden pausen. Toni Kroos faldt i feltet, og da Serge Aurier sad på numsen i en glidende tackling, så det ud til, at der var kontakt. Straffesparket blev dømt, og Cristiano Ronaldo var stensikker i sin sag og bragede målet til 1-1 i nettet.

Lige så dominerende som Real Madrid var startet første halvleg, lige så voldsomt kom de ud i anden. Der var trængsel i Tottenhams felt, og Karim Benzema var jo altså ikke færdig med at brænde store chancer. Så ti minutter efter pausen gjorde han det igen. Et hovedstød halvanden meter fra stregen skulle bare heades i nettet, men i stedet ramte franskmanden Lloris lige på benen. Flot redning, men næsten lige så tarvelig afslutning.

Kort efter var der muligheder igen til madrilenerne. Ronaldo bankede først til bolden fra den ene kant af feltet, og siden spadserede han forbi Serge Aurier for at gøre det fra den anden side, men Hugo Lloris sprællede videre mod en superhelte-titel.

Benzema og Ronaldo skulle dog ikke være alene om at brænde chancer. 20 minutter før tid var det Harry Kanes tur, da han blev spillet helt fri med Keylor Navas. Tottenham-angriberen skulle bare finde vinklen i mål, men han afsluttede atypisk ringe, så Navas kunne skubbe bolden til hjørne.

Og det gjorde han også kort efter, da Christian Eriksen løb sig fri og kunne ende sine Real Madrid-mareridt med et mål. Danskeren bankede bolden via Navas i sidenettet i en levende kamp. Men der sluttede det livlige også, for kampen ebbede ud og tilbage var kun 1-1 og endelig et point til Christian Eriksen i sin syvende kamp mod Real Madrid.

Hov, giv os lov at vise videoen

Det gør du her

Videoen er klar, når du har klikket på den grønne knap