Christian Eriksen har sendt en besked til holdkammerater i Inter efter kollaps. Intet nyt om tilstand.

Christian Eriksen sendte sent lørdag aften fra Rigshospitalet en besked til sine holdkammerater i den italienske klub Inter.

Det oplyser klubdirektør Giuseppe Marotta ifølge Football Italia.

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, oplyste tidligere lørdag aften, at Christian Eriksen havde været i kontakt med de øvrige landsholdsspillere.

Marotta fortæller ikke noget om indholdet i beskeden eller om Eriksens tilstand.

Christian Eriksen har været i kontakt med sine holdkammerater i Inter, oplyser klubdirektør Giuseppe Marotta (yderst til højre). Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen har været i kontakt med sine holdkammerater i Inter, oplyser klubdirektør Giuseppe Marotta (yderst til højre). Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danskeren faldt om på banen i EM-kampen mod Finland og måtte have hjertemassage, før han i vågen tilstand blev bragt til Rigshospitalet.

»Jeg kan kun sige, at for ti minutter siden sendte Eriksen selv en besked i vores interne chat, og det bekræfter båndet mellem spillerne,« sagde Marotta til Football Italia ved 23-tiden lørdag aften.

»Vi så tv-billederne og forstod, at noget dramatisk var sket. Desværre har vi også set det samme på italienske baner før,« siger han.

I april 2012 kollapsede den 25-årige midtbanespiller Piermario Morosini fra Livorno og døde på banen i en Serie B-kamp mod Pescara.

»Spillerne står hinanden meget nær, og vi kommunikerede omgående med hinanden efter at have set dette,« siger Marotta om hændelsen i Parken lørdag aften.

Marotta afviser at udtale sig om danskerens tilstand.

»Eriksen er under opsyn af dansk sundhedspersonale og det mest rigtige er, at de frigiver informationer, men jeg kan fortælle, at Inters lægefaglige personale har været i kontakt med dem lige fra begyndelsen,« siger han.

Eriksen var i januar tæt på at forlade Inter, men fik sig kæmpet ind i startopstillingen og endte med at få en afgørende rolle i klubbens succesfulde mesterskabsjagt.

»Indledningsvist kæmpede han med at falde til, men Antonio Conte (daværende træner, red.) arbejdede rigtig godt med ham,« siger Marotta.

»Vi ønsker at holde fast i ham i lang tid og håber, at han kommer sig,« siger direktøren.

/ritzau/