Jannik Vestergaard scorede lørdag sit blot andet landsholdsmål og begik i samme kamp også straffespark, men det var Christian Eriksens comeback på det danske landshold, der har gjort mest indtryk på ham fra kampen mod Holland.

»Jeg vil huske... Christian,« siger han og tilføjer:

»De to første ting, du nævner, er begge sket før. Det kommer nok til at ske igen, men Christians comeback sker jo ikke på samme måde igen. Det betød jo meget for ham og for fodboldverdenen helt generelt.«

»Men det betød også meget for os spillere lige at få sat punktum på nogle ret vilde måneder. På trods af de ting, du nævnte, der også skete, så er det det, der vil stå tydeligst,« forklarer han og udtrykker glæde over at være på banen, da Christian Eriksen ni måneder efter sit kollaps i Parken igen spillede for det danske landshold.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det tror jeg betyder mere, end jeg lige troede i første omgang. Det var fedt at være vidne til. At stå på banen med ham og være tæt på og se med egne øjne, at han ikke kun er tilbage. Han er stadig pissevigtig. Det var fedt at være vidne til first hand,« lyder det fra forsvarsspilleren.

Han mener, at der kan være noget i Christian Eriksens frigjorthed efter hjertestoppet, der gør, at han spillede så godt og scorede mod Holland lørdag.

»Måske er der også en frihed for ham nu i at vide, at der er vigtigere ting i livet end fodbold og det pres, som det lægger på spilleren. Han kan gå ind og spille lidt mere frit og intuitivt, end han har gjort før. Det synes jeg, det lignede, han gjorde i går,« forklarer han.

Christian Eriksen blev skiftet ind efter pausen til store klapsalver på stadion i Amsterdam, og da han scorede, var der jubel fra både hollandske og danske fans.

»Det, at se en ung mand med to børn og livet foran sig falde om, som han gjorde, har gjort indtryk på mange og fået mange til at reflektere over deres egne liv. Jeg er sikker på, at det at se ham tilbage i topform på en måde er rørende for mange,« påpeger Jannik Vestergaard.