Christian Eriksen strålede i Tottenhams 2-1-sejr over Swansea. Danskeren afgjorde kampen i sidste minut med en fornem afslutning uden for feltet og lagde ogå op til sit holds første mål.

Klasse. Dét ord beskriver bedst Christian Eriksens præstation mod Swansea. Et minut før tid modtog offensivspilleren bolden uden for feltet. Den danske landsholdsspiller tog et kort træk til højre og bragede bolden ind forbi Swanseas målmand, der lignede en chanceløs mand.

Og ikke nok med det.

I første halvleg lagde Christian Eriksen også et fremragende hjørnespark ind i hovedet på holdkammeraten Harry Kane, der pandede det fornemme oplæg i mål. Christian Eriksen spillede en stor kamp og fik i den grad vist, at det ikke var en engangsforestilling, da han tilbage i november leverede en identisk præstation ved at score kampens afgørende mål og lægge op til endnu et mod Hull.

Hovedpersonen selv var naturligt nok glad for sin egen præstation. Danskeren har nu nettet seks gange i Premier League, og efter kampen fortalte han, at holdet kæmpede til det sidste for at få sejren.

»Vi er et hold, der ikke er tilfreds med et point. Til sidst pressede vi en del, og selvom de havde nogle chancer i anden halvleg, gjorde vi heldigvis nok til at vinde,« sagde Christian Eriksen.

Kort inde i anden halvleg skød Wilfried Bony ellers spændingen tilbage i opgøret med sin scoring til 1-1. Herfra kunne kampen gå begge veje, men Christian Eriksen bankede altså endnu en gang tre point ind på kontoen for Tottenham.

Sejren sender Tottenham op over Swansea i tabellen. London-holdet har nu kun to point op til Southampton på den eftertragtede femteplads, der giver adgang til europæisk fodbold.