Eriksen færdig: Ophæver kontrakten i Wolfsburg
Wolfsburgs sportsdirektør understreger, at kontrakten ophæves på danskerens eget ønske.

Wolfsburgs sportsdirektør understreger, at kontrakten ophæves på danskerens eget ønske.

Christian Eriksen er fortid i den tyske klub VFL Wolfsburg.
Det oplyser klubben onsdag eftermiddag på sin hjemmeside.
I pressemeddelelsen melder Christian Eriksen dog intet om, hvorvidt han stopper sin fodboldkarriere.
»På nuværende tidspunkt er det vigtigt for mig at være tæt på min familie i Danmark. Jeg er glad for, at vi sammen har kunnet finde en løsning. Min tid i Wolfsburg har været præget af både op- og nedture. Jeg ved, at klubben nu er i gode hænder i arbejdet med at vende tilbage til Bundesligaen, og jeg er overbevist om, at en succesfuld fremtid venter VfL.«
»Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, der har støttet mig under min tid i VfL og i Wolfsburg. Det har været en stor fornøjelse at spille for jer, og jeg vil se tilbage på denne periode med stor glæde,« siger Eriksen.
Wolfsburgs sportsdirektør, Dieter Hecking, takker Christian Eriksen for en stor indsats.

Han understreger, at kontrakten ophæves på danskerens eget ønske.
»For os var det klart, at beslutningen om hans fremtid skulle være Christians. Vi ønskede at give ham den frihed i denne særlige situation og har nu accepteret hans anmodning om at ophæve kontrakten,« siger Hecking og fortsætter:
»Han har allerede oplevet og opnået meget i løbet af sin ekstraordinære karriere. Det gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, hvor imødekommende og jordnær vi lærte ham at kende i VfL. Trods hans korte tid her har han efterladt et varigt indtryk på sine holdkammerater, vores personale og fansene. Vi vil gerne takke Christian og ønske ham og hans familie alt det bedste.«
Christian Eriksens kontrakt udløb oprindeligt frem til 30. juni 2027.
Den danske landsholdslegende har ikke spillet en fodboldkamp, siden han kollapsede på banen under Danmarks venskabskamp 7. juni tidligere i år.
Han nåede 34 kampe i folkevognsklubben med tre mål og ti oplæg til følge.