Nu melder de italienske medier sig også ind i Christian Eriksen-snakken.

Alle regner med, at den danske landsholdsstjerne vil blive i England, men derfor har Christian Eriksen stadig et stort navn i Italien, hvor han førte Inter til mesterskabet og sidenhen blev stoppet i at spille videre, fordi han nu har en pacemaker efter hjerteanfaldet for præcis et år siden i Parken.

Den store italienske sportsavis Gazzetta dello Sport, der har hovedsæde i Milano skriver, at Tottenhams italienske træner, Antonio Conte, vil have ham igen, efter de to fandt fælles fodslag i selvsamme by.

Avisen fortæller, at forholdet mellem de to fodboldhjerner startede svært, og at deres indbyrdes forståelse lå på nulpunktet. Lige pludselig klikkede det dog, og så tog det fart med et imponerende mesterskabsridt, hvor Eriksen fik en central rolle.

Den italienske transferguru Fabrizio Romano, der har fingeren på pulsen omkring de største internationale handler, fortæller søndag, at Brentford har lagt deres tilbud til Eriksen.

Klubberne i Premier League har fredag sendt en liste ind med spillere, som lige nu ikke har nogen aftale for næste sæson, og deriblandt er altså Christian Eriksen, hvis kontrakt udløber 30. juni.

London-klubben havde sikkert gerne set, at de kunne forlænge den danske talismans kontrakt, inden han blev en fri fugl, men Eriksen har valgt at holde sine muligheder åbne, efter han er kommet så flot tilbage til fodbolden.

På listen fremgår det, at spillerne, der er indskrevet, godt kan forlænge aftalen med deres klub, men for nu står de til at forlade de respektive steder. Alle vidste, at det bar derhen, men nu har Brentford sat det sort på hvidt.

Screendump - PremierLeague.com
Screendump - PremierLeague.com
Vis mere

BBC fortæller, at Brentford – trods indskrivningen på 'forlader-listen' – stadig har håb om, at den tidligere Tottenham- og Inter-spiller gerne vil blive i danskerklubben, og at Eriksens endelige beslutning stadig er ufortalt.

The Athletic berettede tidligere om, at Brentford-træner Thomas Frank havde planer om at mødes med Eriksen og kæresten, Sabrina. Frank skulle først på ferie i Grækenland og dernæst vende tilbage til Danmark – det er sket nu, hvor han blandt andet har trænet en hel særlig gruppe børn.

Om middagen er et udtryk for et 'tak og farvel' eller snarere en snak om en fælles fremtid, kunne verdens førende fodboldmedie ikke fortælle nærmere om, hvilket også indikerer, at Eriksens kort gennem hele perioden er holdt tæt til kroppen.

The Athletic fortalte desuden, at alt pegede på, at Eriksen ville vente med sin beslutning til efter Nations League-kampene, som Danmark færdiggør mandag, når Østrig kommer forbi Parken.

Så tilsæt endnu en spiseske tålmodighed – det er de danske fodboldfans nok vant til, eftersom det er tredje gang på bare to år, at den danske stjerne er fri på markedet.