Tirsdag skrev flere medier, at hvis AC Milan kvalificerer sig til Champions League, så er det så godt som sikkert, at Christian Eriksen spiller i den italienske klub, når transfervinduet er lukket

Det var sportsredaktøren Jaap de Groot på den hollandske avis De Telegraaf, der først skrev nyheden. Han fortæller dog til BT onsdag, at Christian Eriksen kun er én blandt flere spillere, som AC Milan kigger på, hvis det lykkes dem at få fat i de mange Champions League-millioner.

- AC Milans aktivitet på transfermarkedet afhænger meget kraftigt af, om de vinder samlet over PSV og kommer med i Champions League. Gør de det, er Christian Eriksen en af de spillere, som de har fokus på at forhandle med. Men kommer de ikke med, har de ikke penge til at købe nye spillere, siger Jaap de Groot til bt.dk

Den italienske avis La Gazzetta dello Sport skriver, at AC Milan også er interesserede i at hente den japanske stjerne Keisuke Honda, der spiller i russiske CSKA Moskva. Honda er en god kending af dansk fodbold, da han var med til at gøre det onde ved det danske landshold ved VM i Sydafrika i 2010, hvor han blandt andet scorede direkte på frispark.

Jaap de Groot erfarer dog, at Christian Eriksen skulle være i toppen af AC Milans liste. 

- Eriksen skulle være i top-tre blandt de spillere, AC Milan ønsker sig, og træner Massimiliano Allegri skulle være meget begejstret for Christian Eriksen, siger Jaap de Groot.

Mange har gættet på, at Christian Eriksen vil blive den dyreste danske fodboldspiller nogensinde, hvis han bliver solgt. Ifølge Jaap de Groot er Ajax klar til at sælge Christian Eriksen, hvis der kommer et bud på minimum 70 millioner kroner. Hollænderen tror dog, at salgsprisen sagtens kan blive højere.