Christian Eriksen er nøglespilleren på landsholdet, lyder det fra Åge Hareide og flere af spillerne.

Med otte mål i kvalifikationsgruppen og et hattrick i VM-playoffkampen ude mod Irland var Christian Eriksen stærkt medvirkende til, at Danmark sidste år deltog ved VM-slutrunden i Rusland.

Når EM-kvalifikationen begynder tirsdag med en udekamp mod Schweiz, forventer landstræner Åge Hareide, at det er starten på endnu en kvalifikation med Christian Eriksen som dansk omdrejningspunkt.

- Jeg tror også, at Christian vil være afgørende i den her kvalifikation. Han er vores mest kreative og farligste spiller. Det har han vist over tid, og han er blandt toppen i Europa på sin position.

- Så jeg forventer mig meget af ham, og der ligger et stort ansvar på hans skuldre, men han skaber også altid et eller andet, når han er på banen, siger Åge Hareide.

I torsdagens generalprøve på udebane mod Kosovo kom Danmarks offensiv først i omdrejninger, da Christian Eriksen blev skiftet ind efter en time. Åge Hareide afviser dog, at Danmark er afhængig af Christian Eriksen.

Samtidig påpeger landstræneren, at Eriksens mange dygtige medspillere også er med til at iscenesætte den danske midtbanekreatør.

- Alle på holdet har bidraget til, at Christian lykkes. Vi har snakket om at finde Christian så meget som muligt, så han har bolden så meget som muligt, fordi der sker noget, når han har den.

- Derfor skaber vi rum og plads til ham, og det er en vigtig opgave for de andre spillere, siger Åge Hareide.

Anfører Simon Kjær ser også Eriksen som et afgørende aktiv for landsholdet. Han ser intet problem i, at Eriksen er holdets ubestridte nøglespiller i offensiven og laver flere mål end alle angriberne.

- Jeg tror, at man på et hvilket som helst hold i verden vil være afhængig af en spiller som Christian.

- Hvis man har en spiller som ham, vil man helt naturligt bygge det offensive spil op omkring ham, fordi han har de kvaliteter, som han har. Så må de andre stille og roligt komme med nogle kasser og byde ind, siger Simon Kjær.

Angriberen Nicolai Jørgensen peger på Eriksens høje bundniveau som en del af forklaringen på, at Tottenham-spilleren ofte er i centrum i landskampe.

- Han er motoren i det opbyggende spil. Det er ham, der skal styre tempoet, så han er super vigtig for os. Når han har en bare middeldag, plejer det stadigvæk at blive rigtig godt. Han er nok den vigtigste spiller på vores hold, siger Nicolai Jørgensen.

Christian Eriksen har spillet 86 landskampe og scoret 26 mål. I sine 57 første landskampe under Morten Olsen scorede han seks mål, mens han i 29 kampe under Åge Hareide har scoret 20 mål.

/ritzau/