Christian Eriksen har fået spilletid i to kampe for Inter uden at sætte et markant aftryk, men det skal nok komme.

Det siger Inter-træner Antonio Conte, som også har brug for den danske midtbanespiller med det samme efter vinterskiftet fra engelske Tottenham.

»Han træder ind i en ny verden, i Italien er det mere taktisk. Jeg håber ikke, at han har brug for en masse tid til at vænne sig til det, for vi har brug for ham med det samme.«

»Han er en intelligent spiller, som tilpasser sig hurtigt,« siger Antonio Conte ifølge Reuters.

Inter-træner Antonio Conte (til højre) satser på, at Christian Eriksen kan lære den italienske spillestil hurtigt at kende. Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Inter-træner Antonio Conte (til højre) satser på, at Christian Eriksen kan lære den italienske spillestil hurtigt at kende. Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den italienske toptræner mener, at Christian Eriksen har gode forudsætninger for at blive en succes i klubben.

»Han har visse egenskaber, som passer til vores spillestil. Det er meget vigtigt, at han er med i både de defensive og offensive faser,« siger Antonio Conte.

Søndag aften skal Inter og Christian Eriksen i aktion i Milano-derbyet mod AC Milan, der halser en del efter i Serie A.

Inter er nummer to i tabellen efter 22 kampe - hele 19 point foran ærkerivalerne fra Milan.

Antonio Conte advarer dog imod at kigge for meget på forskellen på de to Milano-klubber lige nu og her.

»Milan har fortjent flere point, end holdet har i øjeblikket. Det er et fantastisk hold, som lige har hentet en mester som Zlatan Ibrahimovic. Han bringer selvtillid og erfaring ind på holdet. Han har spillet for begge klubber, så det bliver en følelsesmæssig kamp for ham,« lyder det fra Antonio Conte.

Ud over Zlatan Ibrahimovic har Milan også hentet Simon Kjær, som dermed kan komme til at stå over for Christian Eriksen i derbyet, som fløjtes i gang søndag aften klokken 20.45.

/ritzau/