GENOPLEV KAMPEN I LIVE-BLOGGEN I BUNDEN AF ARTIKLEN.

Christian Eriksen blev kåret til Man of the Match, da Tottenham tirdag aften fik 2-2 i den første kamp på udebane i ottendedelsfinalen mod Champions League - ikke mindst fordi det var ham, der scorede kampens sidste mål direkte på frispark.

»Jeg så, at målmanden tog et skridt til den ene side, og så ændrede jeg mening i sidste sekund. Det gjorde, at den gik ind. Det var en god slutning på en god kamp,« sagde Christian Eriksen efter kampen til TV3+.

Det var kulminationen på en kamp, der bølgede frem og tilbage. Juventus kom foran 2-0 på under ti minutter, men Tottenham hankede op i sig selv, Harry Kane reducerede til 1-2, hvorefter Juventus fik straffe, som Gonzalo Higuain imidlertid misbrugte. Og så sluttede det hele altså med Christian Eriksens frisparksmål.

»Starten på kampen er katastrofal fra vores side. Og så er der to muligheder. Enten lukker vi helt ned, eller også prøver vi at dominere. Og vi kommer til at dominere i store dele af kampen. Så scorer Harry Kane, efter at han lige har brændt en stor chance. Og man skal altså ikke give ham mange chancer. Vi giver dem to straffespark, og de brænder heldigvis det ene, og det bliver ret afgørende,« sagde den danske midtbanespiller, som onsdag runder de 26 år.

Resultatet 2-2 betyder, at Tottenham står med gode muligheder for at gå videre. De to udebanemål giver London-klubben den fordel, at 0-0 eller 1-1 i returkampen er tilstrækkeligt til at vinde kampen samlet.

»2-2 er et fint resultat, og så kan vi da håbe, at vi ikke kommer lige så elendigt fra start på hjemmebane. Vi har et godt udgangspunkt, men det er Champions League, og alt kan ske. Vi har hjemmebane i returkampen, og der har vi en god rekord. Jeg håber, at vi kan holde fast i den,« sagde Christian Eriksen.

Tottenham har en gang tidligere været i kvartfinalen i Champions League. Det var i 2010/11, hvor Real Madrid satte en stopper for deltagelsen med samlet sejr på 5-0.

Genoplev kampen i LIVE-bloggen herunder: