Erik Bo Andersens to konkursramte selskaber EBA Invest og Dronningborg Byggefirma har kostet ham alle de penge, han i perioden 1992-2003 tjente som skarpskytte i fodbold-Europa.

Der er ikke langt fra succes til fiasko. Bare spørg Erik Bo Andersen.

Fredag eftermiddag blev den tidligere danske fodboldlandsholdsspillers to erhvervsfirmaer EBA Invest og Dronningborg Byggefirma erklæret konkurs.

- Det er rigtig træls. Men ligesom så mange andre er jeg under de seneste års finanskrise blevet hårdt ramt af, at pengene hos folk ikke sidder lige så løst som de gjorde engang, siger Erik Bo Andersen og tilføjer:

- Der er ikke en dyt tilbage af alle de millioner, jeg tjente i min fodboldkarriere.

Erik Bo Andersen ønsker ikke at udtale sig om, hvor man penge de kiksede investeringer har kostet ham.

Men at der er tale om et stort milionbeløb, kan der ikke være tvivl om: I efteråret 1996 solgte AaB ham for en transfer på 12 mio.kroner til skotske Glasgow Rangers. Siden købte OB ham for otte mio. kroner, hvorefter turen gik videre til Bundesliga-klubben MSV Duisburg i en handel på sammenlagt 18 mio. kroner.

- Indtil videre er mit holding-selskab friholdt fra konkursen. Og heldigvis har jeg undgået at blive erklæret personlig konkurs. Derfor kan jeg blive boende i mit hus. Men for at komme videre skal jeg nu ud at finde et almindeligt lønjob, siger Erik Bo Andersen, der fortæller, at hans humør de seneste par måneder har været på nulpunktet.

- Det er ikke meget, jeg på grund af mine bekymringer har fået sovet. Men efter at have været i skifteretten føler jeg, at jeg har fået lidt luft igen, siger Erik Bo Andersen.

Han vil ikke afvise, at han nu vil kigge sig om efter et job indenfor den fodboldverden, han kender så godt.

- Faktisk søgte jeg i foråret den ledige stilling som sportschef i AaB. Men desværre var jeg for sent ude. Med de erfaringer jeg har, føler jeg, at det job ville have passet perfekt til mig, siger Erik Bo Andersen.

Endnu har han dog ikke vendt ryggen totalt til boligmarkedet. Således har han stadig et par byggeprojekter liggende i sin skrivebordsskuffe.

- Jeg synes selv, de er interessante. Men hvis de skal realiseres, kræves det, at investorerne er af samme opfattelse. I den situation jeg befinder mig i, er der ikke andet at gøre end at se, hvad fremtiden byder. Heldigvis har jeg en god familie. Mit helbred fejler heller ikke noget. Så helt galt ser det trods alt ikke ud, siger Erik Bo Andersen.

Kort om Erik Bo Andersen:

Han er født 17. november 1970 i Randers og fik sin fodboldmæssige opdragelse i serieklubben Dronningborg Boldklub. I 1992 skiftede han til AaB, som han i 1995 var med til at gøre til dansk mester. I samme sæson blev han Superliga-topscorer med 24 fuldtræffere.

Herefter skiftede han til den skotske Premier League-klub Glasgow Rangers, hvor han i 23 kampe scorede 15 mål. Siden spillede han både i OB, MSV Duisburg, Vejle og Odd Grenland. Inden han i 2003 indstillede karrieren, nåede han at spille seks kampe på det danske A-landshold.