Er Huescas på den i udvisningssagen? 'Det kunne han godt være'


FC København-spilleren Rodrigo Huescas risikerer udvisning, og der er flere ting, der taler for og imod.
Torsdag kunne B.T. løfte sløret for, at der var sendt en tilkendegivelse til retten med påstand om udvisning af FC Københavns 21-årige højreback Rodrigo Huescas, der angiveligt har kørt 111 km/t på Kalvebod Brygge, hvor man højst må køre 50 km/t.
Han har allerede mistet sit kørekort og risikerer derudover fængsel, konfiskation af den leasede BMW og nu også udvisning.
Forsvarsadvokat Peter Secher, der ikke repræsenterer Huescas, fortæller, at der er flere ting at tage højde for i sagen.

»Man kan komme udvisningskandidater ind i fire kategorier, og man kan komme det ind i to skalaer. I den ene er man kommet til landet som barn eller er blevet født her, og i den anden er man kommet til som voksen. De to kan man så dele ind i to andre kategorier, alt efter om man har stiftet familie i landet eller ej.«
»Derudover er det sværere for EU-borgere at blive udvist,« siger han til B.T.
Huescas er fra Mexico og har været i Danmark siden juli, så spørgsmålet er, om FCK-spilleren er på den?
»Det kan han meget vel være,« siger Peter Secher.
»Det specielle i denne sag er, at han ikke-EU-borger, men på den anden side bidrager han formentlig noget mere end de fleste og har derved en stærkere tilknytning til landet end de fleste.«
»Så er spørgsmålet, hvordan det falder ud, men jeg har ikke en konkret dom omkring det at referere til.«
»Udvisningsreglerne har jo interessen i at beskytte Danmark mod kriminalitet, og sandsynligheden for, at en professionel fodboldspiller, der formentlig tjener rimelig pænt og formentlig ikke har noget dårlig historik med de danske færdselsregler før nu, på ny vil begå kriminalitet, som vi som samfund skal bekymre os for, er til at overse - den er ret lille, tænker jeg.«
»Man må også lægge vægt på, at han er velintegreret. Han har et arbejde og bidrager til det danske samfund. Han er ikke - som mange andre udvisningskandidater - en, som man i enhver anden henseende også vil kategorisere som en belastning for samfundet. Det kan også spille ind.«

Til sidst pointerer Secher også karakteren af kriminaliteten.
»Hvis ingen har været i fare, så er vi trods alt i den lave ende af skalaen.«
»Den afvejning skal man ind i. Kriminaliteten, der trods alt ikke er den mest alvorlige, på den ene side og så hans forhold til landet og hans integration, hans velfungerenhed og sandsynligheden for at begå ny kriminalitet. De ting har betydning.«
Advokaten peger på en anden profileret sag, hvor en slovakiske advokat begik vold mod Søren Pape Poulsen daværende mand og ikke blev udvist.
»Det er en mand fuldstændig uden tilknytning til landet, men han er dog EU-borger. Den ville en frisk forsvarer grave frem, for det er personfarlig kriminalitet, og det ser man som samfund hårdere på end en abstrakt fare som en færdselsforseelse.«
»Hvis sådan en mand (Som Huescas, red.) bliver udvist, så kan man med rette stille sig det spørgsmål: Står vi som land bedre?,« siger Peter Secher.
»Jeg er enig i det med at slå hårdt ned på kriminalitet, og jeg kan sagtens se, at det giver mening at udvise udenlandske kriminelle, men det er en mand, der formentlig bidrager ganske godt til det danske samfund, og det er ikke verdens største forbrydelse.«
Vanvidskørsel har været meget omtalt de seneste år, og forsvarsadvokaten har en bekymring på Huescas vegne.
»Det er en af de gange, hvor man kan frygte lidt - som i starten med knivloven - at det går uforholdsmæssigt hårdt ud over mennesker, hvor det sådan set ikke er i samfundets interesse eller hensigten med reglerne,« siger Peter Secher.
Huescas sag skal for byretten i København 28. april.