Et Kasper Schmeichel-skifte væk fra Leicester kan se ud til at komme tættere på.

Fredag aften er det blevet offentliggjort, at Leicester har købt sig en ny målmand.

Og det er i Liverpool, at Leicester har købt ind. Den 25-årige waliser, Danny Ward, er således ny mand for 'The Foxes'.

Danny Ward var i den forgangne sæson tredjemålmand i Liverpool efter Loris Karius og Simon Mignolet, mens han tidligere har været lejet ud til blandt andre skotske Aberdeen og danskerklubben Huddersfield.

Liverpool købte torsdag brasilianske Allisson Becker og besidder nu tre dygtige keepere, og spilletiden ser derfor fjern ud i Liverpool for Danny Ward, der har kostet Leicester omkring 104 millioner kroner, skriver BBC.

Set med danske briller kan det muligvis pege i retning af et målmandssalg i Leicester, hvor Kasper Schmeichel ellers sidder solidt på pladsen som førstekeeper.

100 millioner kroner er penge, som Leicester ikke altid smider efter nye spillere. Prisen på 12,5 millioner pund vil gøre ham til den 10. dyreste spiller i Leicesters historie ifølge transfermarkt.de. Derfor kan man godt få ledt tankerne i retning af, at et Schmeichel-salg rykker tættere på.