Enorm interesse.

Det er hvad, der har været for FC Københavns opgør mod Celtic den 20. februar i Telia Parken.

Det siger Jacob Lauesen, der er Director, Brand Marketing & Development i FC København til klubbens hjemmeside.

»Vi forventer, at Celtickampen bliver helt udsolgt, så vi anbefaler, at man snart sikrer sig plads, hvis man vil med til den store europæiske aften,« siger han, inden han fortsætter;

Celtic.
Celtic. Foto: RUSSELL CHEYNE
Vis mere

»Vi er meget glade for den store interesse! Salget er indtil videre gået forrygende, og her ved nytårstid har vi lige under 30.000 udstedte og reserverede billetter.«

I kampen mod Malmö FF i Parken modtog FCK hård kritik af, at der var flere Malmö-fans, der havde fundet vej til fansektionen, Sektion 12.

Dette prøver klubben nu at undgå ved at sælge billetterne til en helt bestemt type fans:

»Der har været enormt stor interesse for Sektion 12 og C-tribunen, og både Øvre og Nedre Sektion 12 er udsolgt samt hele Nedre C. Vi har hidtil kun solgt til tidligere billetkøbere til FCK-kampe, hvilket er for at sikre så lav en sammenblanding af fans fra de to klubber som muligt,« slutter Jacob Lauesen.

Det åbne billetsalg til kampen den 20. februar klokken 18:55 starter mandag den 6. januar, og man skal altså være hurtigt ude at starthullerne, hvis man vil ind og se løverne mod det skotske storhold.

FC København spillede sig videre i Europa League-gruppespillet på en andenplads efter Malmö FF og foran Dynamo Kiev og FC Lugano.

Celtic spillede sig videre efter at være endt på førstepladsen i deres pulje foran CFR Cluj, Lazio og Rennes.

Kampen i Parken er den første af to opgør mellem de to hold om at gå videre i Europa League.