Otte landskampe, tre danske mesterskaber og 817 førsteholdskampe for OB.

Ja, der kan på ingen måde være tvivl om, at Lars Høgh er en legende i dansk fodbold. Og nu har han fået et bevis på det.

Den ikoniske målmand er nemlig blevet optaget i Fodboldens Hall of Fame i Danmark. Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

62-årige Lars Høgh fik overbragt den herlige nyhed torsdag af selveste Michael Laudrup.

Lars Høgh nåede 817 kampe for OB.
Lars Høgh nåede 817 kampe for OB. Foto: LARS MØLLER
Vis mere

»Lars Høgh var en fremragende målmand. Alene 817 kampe for OB igennem 23 år – rekord for en spiller i dansk topfodbold formentlig for altid – understreger hans format og loyalitet. Han havde fået mange flere A-landskampe, hvis vi ikke i den periode havde haft Peter Schmeichel,« siger den tidligere FC Barcelona- og Real Madrid-stjerne og fortsætter:

»Siden har Lars været en inspirerende målmandscoach for såvel klubhold som Herrelandsholdet. Men det er for sine meritter på banen, han nu optages i Fodboldens Hall of Fame. Det glæder mig. Lars er et stort menneske.«

Lars Høgh er meget stolt over at være blevet optaget i det fine fodboldselskab.

»Fodbold har betydet rigtig meget for mig i hele mit liv. Det er der, jeg har haft kæmpe oplevelser, både som spiller og som træner. Og det er her, jeg har mødt rigtigt mange fantastiske mennesker, som jeg i dag betragter som nære venner. Både min familie og jeg er meget stolte over optagelsen i Fodboldens Hall of Fame.«

Den tidligere OB-målmand har også været en stor karakter uden for banen, hvor han eksempelvis har været initiativtager til sociale projekter, som har hjulpet udsatte børn og unge.

Lars Høgh har fungeret som målmandstræner for Danmarks fodboldlandshold siden 2007.