Kenneth Zohore har taget Championship med storm, siden han for alvor fandt målstøvlerne frem i slutningen af januar. Nu melder de britiske medier, at flere engelske klubber har sat jagten ind efter danskerens underskrift.  

Med 11 mål i de afsluttende 17 kampe i Championship scorede 23-årige  Kenneth Zohore sig ind i hjertet på Cardiffs manager, Neil Warnock, der nu må kæmpe for at holde på Zohore, som manageren selv har kaldt for en af klubbens vigtigste spillere.

Men det kan gå hen og blive en hård kamp, for selvom Cardiff har meldt ud, at Zohore ikke er til salg, så afholder det tydeligvis ikke klubberne fra fadet.

Flere engelske medier – heriblandt Sky Sports og Wales Online - har nævnt, at Hull i flere omgange har lagt bud på Zohore, som dog er blevet afvist. Samtidig melder det lokale medie Wales Online, at to unavngivne engelske klubber ligeledes jagter den danske bomber, og rygtet fra The Sun går på, at en af disse er Brighton, der for nyligt rykkede op i Premier League.

BT har været i kontakt med Kenneth Zohores agent, Darryl Powel, der ikke vil kommentere på den konkrete interesse, men som siger, at hans klient har vist sig godt frem.

»Hans (Kenneth Zohores, red.) statistik taler for sig selv. Han har fået en mulighed for at spille kampe, den har han taget, og det har udviklet ham enormt meget som spiller og som person. Jeg tror det er klart for alle, at han har kvaliteterne til at blive en topspiller i England,« siger Darryl Powel og knytter en kommentar til spekulationerne om, at det vil kræve 100 – 125 millioner kroner at vriste Kenneth Zohore fri af den walisiske hovedstad.

»Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke om priserne på spillere. Spillet er sindssygt. Han er et kæmpe talent, og ingen kender fremtiden, men han har nogle stærke spidskompetencer, og han nyder at spille i England,« siger Darryl Powel.

Øjensynligt nyder Kenneth Zohore også at være i Cardiff. I april underskrev han en ny aftale med klubben, der løber frem til 2020. Nu er håbet – ifølge de britiske medier – at Cardiff med Zohore i spidsen kan opnå deres drøm om atter at vende tilbage til Premier League.