Liverpool spillede sig onsdag aften i Champions League-gruppespillet, men efter kampen var det ikke holdets præstation, der var i fokus. Og det irriterede klubbens tyske træner, Jürgen Klopp.

For efter kampen blev han spurgt, hvorvidt han har brug for nye spillere til sin trup inden transfervinduet lukker, for at klare sig godt i både Champions League og Europa League. Et spørgsmål, som Jürgen Klopp ikke ligefrem var begejstret for, og han fik da også efterfølgende sendt en stikpille af sted til den engelske journalist.

»Vi har allerede en trup. Vi måtte efterlade to spillere derhjemme. Mange andre spillere med kvalitet var ikke i truppen. Jeg forstår godt dit spørgsmål, men jeg synes ærlig talt det er kedeligt, for det handler om holdet, der spillede i aften,« lød det fra den tyske træner i et tv-interview, efter han havde set Liverpool vinde 4-2 hjemme over Hoffenheim.

Og med en sejr på 2-1 i bagagen fra første opgør, betød det en billet til Champions League-gruppespillet. Derfor var Jürgen Klopp ikke begejstret over, at skulle snakke om nye spillere efter triumfen.

»Man skal ikke tænke på nye spillere, verden burde ikke være sådan. Vi har mere kvalitet, end folk tror, vi har. Så jeg har det fint med tingene nu, vi må se, hvad der sker. Det handler ikke om konkurrencen, det handler ikke om noget, det handler om den trup vi har og hvordan vi kan gøre den stærkere. Vi prøver. Og sker det ikke, og nogen bliver skuffede på grund af det, så kan de give deres billet til en anden, for publikum i aften var forrygende og stod alle bag holdet,« sagde den tyske træner, der har stået i spidsen for Liverpool siden oktober 2015.



I interviewet blevet det desuden slået fast, at Coutinho bliver i Liverpool. Klubben har desuden hentet Chelsea-talentet Dominic Solanke, Mohamed Salah fra AS Roma og Andy Robertson fra Hull i transfervinduet, der lukker i ved midnat den 31. august.

Torsdag aften er der lodtrækning til Champions League, og her får Liverpool altså sat navn på de tre modstandere, de skal op imod i efteråret.