Den engelske stjerne Ivan Toney kommer ikke til at spille fodboldkampe før 2024.
For Brentford-angriberen er nemlig blevet tildelt en karantæne på otte måneder og udelukket med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser det engelske fodboldforbund i en pressemeddelelse. Premier League-klubben bekræfter ligeledes straffen på sin hjemmeside.
Årsagen er et brud på regler om betting, står der.
»Ivan Toney er med øjeblikkelig virkning blevet suspenderet fra al fodbold og alle fodboldrelaterede aktiviteter i otte måneder. Karantænen gælder til og med 16. januar 2024.«
»Han er ligeledes blevet tildelt en bøde på 50.000 pund (svarende til cirka 428.000 danske kroner, red.), ligesom han har fået en advarsel,« lyder det videre.
Straffen er fastlagt som følge af, at angriberen har erkendt at have brudt reglerne om betting på fodboldkampe hele 232 gange fra 2017 til 2021.
Onsdagens melding er en kæmpe streg i regningen for Brentford-træner Thomas Frank, der altså nu må undvære sin topscorer i hele otte måneder.
På trods af den store karantæne må Ivan Toney dog træne med Premier League-holdkammeraterne efter at have udstået fire måneder af sin straf.
Derfor kan landsholdsspilleren vende tilbage til klubbens træningsanlæg 17. september.