Godt 4,2 millioner danske kroner. Om ugen!

Sådan lyder angivelig kravene fra den engelske Manchester United-stjerne Marcus Rashford i forhandlingerne om en ny kontrakt med den engelske storklub.

Det har engelske Daily Star berettet om, men spørger man hovedpersonen selv, så har historien INTET hold i virkeligheden.

Og faktisk er han så rasende over mediets historie om englænderens astronomiske krav, at han er gået til Twitter-tasterne for at beskytte sit ry.

Foto: ADAM VAUGHAN
Vis mere

'Bare lige før, at denne historie begynder at gå på omgang. Så er det komplet nonsens. Klubben og jeg har været respektfulde over for hinanden, og sådan vil det forblive.«

»Mit fokus er udelukkende på at slutte så godt som muligt i ligaen og at vinde trofæer,« skriver 25-årige Rashford.

Et andet – og noget mere respekteret – medie i The Athletic beretter dog, at parterne er i forhandlinger om en ny kontrakt, og det giver mening, da angriberen har kontraktudløb i sommeren 2024.

Og Rashford har da også lidt at gå til forhandlingsbordet med.

For angriberen har gang i sin bedste sæson nogensinde, hvor han indtil videre har nettet 27 gange i 44 kampe.