Engelsk stjerne afsløret: Kørte uforsvarligt i sin Lamborghini
Jordan Pickford havde en episode i foråret, hvor han blev opdaget af politiet. Nu skal han for retten.

Jordan Pickford havde en episode i foråret, hvor han blev opdaget af politiet. Nu skal han for retten.

Den 14. april omkring klokken 15 i den engelske by Knutsford opstod der pludselig drama, da en Lamborghini Urus til cirka 1,5 millioner kroner kom kørende.
Bag rattet sad den engelske landsholdsmålmand, Jordan Pickford.
Stjernen kørte pludselig sin Lamborghini direkte ud foran to biler, som blev nødt til at bremse voldsomt op.
Det vakte politiets interesse, der omgående satte efter den dyre bil med både sirene og udrykning. Sådan oplyser anklagemyndigheden ifølge mediet The Sun.
Everton-målmanden viste sig at trykke alt for hårdt på speederen i et område, hvor han måtte køre cirka 50 kilometer i timen.
»På et tidspunkt ved Toft Road viste min bils speedometer, at jeg kørte 80 kilometer i timen, og Lamborghinien trak stadig fra mig,« siger politibetjent Cecil Ricardo ifølge mediet.
Efter en kort biljagt holdt Jordan Pickford ind til siden.
Han modtog herefter en advarsel af betjenten, som udarbejdede en rapport om overtrædelsen. Fodboldspilleren svarede ikke.
23. september blev der rejst tiltale.
Jordan Pickford har erkendt sin skyld i en online-erkendelse, hvori han også lægger op til, at han vil møde i retten 7. december.
'Jeg vil gerne møde op i retten for at fremføre mine formildende omstændigheder,' skriver han.