Den tidligere engelske landstræner Glenn Hoddle blev lørdag formiddag hastet på hospitalet, efter han kollapsede i studiet hos tv-stationen BT Sport.

Hoddle, der fylder 61 år lørdag, befinder sig lørdag eftermiddag fortsat på hospitalet indlagt med det, der af BT Sports vært Jake Humphrey beskrives som 'alvorlig sygdom'.

»Vi er alle sammen med dig, Glenn. Vi sender kærlighed og styrke,« skriver tv-værten yderligere på Twitter.

BT Sports resultatprogram, BT Score, er blevet aflyst som en konsekvens af Glenn Hoddles kollaps.

Glenn Hoddle fylder 61 år lørdag. Den engelske legende er nu indlagt med det, der beskrives som 'alvorlig sygdom'.
Glenn Hoddle fylder 61 år lørdag. Den engelske legende er nu indlagt med det, der beskrives som 'alvorlig sygdom'. Foto: Reuters Staff
Vis mere

Hoddle var som spiller i 80erne en af de største engelske stjerner. I 70erne, 80erne og 90erne spillede han for klubber som Tottenham, Monaco og Chelsea, og han nåede 53 landskampe. Som manager fulgte han nogenlunde samme sti, da han blandt andet trænede Chelsea og Tottenham, og fra 1996 til 1999 var han engelsk landstræner.

Hans tidligere landsholdskammerat og ekspert-kollega, Gary Lineker, har på Twitter udtryk sin uforbeholdne støtte til Hoddle.

»Meget foruroligende nyt, at Glen Hoddle kollapsede i BTs studier tidligere. Mine tanker er hos ham og hans famile. Kom så, Glenn,« skriver Lineker.

Hoddle har de seneste mange år arbejdet som tv-ekspert og medkommentator på ITV og BT Sport, hvor han dækker aPremier League, FA Cup, Champions League og Europa League.