Engelsk landsholdsprofil bakker op om mulig Fifa-boykot
Lucy Bronze tror, at europæiske spillere vil stå fast på deres overbevisninger - også hvis det betyder boykot.

Lucy Bronze tror, at europæiske spillere vil stå fast på deres overbevisninger - også hvis det betyder boykot.

Den engelske landsholdsstjerne Lucy Bronze forventer, at europæiske spillere vil bakke op om en boykot af Fifa's turneringer, hvis det bliver nødvendigt.
Det siger den 34-årige Chelsea-spiller forud for en venskabskamp mod Auckland i New Zealand ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg tror, at de spillere, der deltager i de turneringer - de europæiske spillere - står ved vores overbevisninger og det, vi mener, er det rigtige for vores sport.
- Og hvis det betyder, at vi skal boykotte turneringer, så må det ske, siger Bronze.
- Det handler om sportens fremtid og ikke kun om mig i dag og i morgen. Det handler om alle de små piger og drenge, der kommer efter os, og om at sikre, at de står et godt sted, når sporten udvikler sig i de kommende årtier - ikke kun i morgen.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har udtrykt mistillid til Fifa-præsident Gianni Infantino og truet med at boykotte Fifa's turneringer.
Infantino er kommet under kraftig kritik, efter at han for nylig lancerede planer om at oprette et kommercielt selskab i Fifa-regi, der skulle sælge aktier for mere end 27 milliarder kroner.
Gianni Infantino har siden trukket forslaget tilbage og undskyldt.
Kvindernes VM i fodbold afholdes af Fifa i sommeren 2027 i Brasilien.
Danmark, Frankrig, Tyskland og Spanien har allerede kvalificeret sig fra Europa, mens England skal forsøge at spille sig med gennem playoffkampe i oktober.
RITZAU