Tirsdag aften bragede England og Tyskland sammen på Wembley. Her var der en kvartfinalebillet ved EM på spil.
Og den kamp skulle den engelske fodboldfan Charlie Naughton selvfølgelig se. Derfor tog han en tur på sin lokale pub for at støtte sit landshold.
Stemningen eksploderede efter 86 minutter, da Harry Kane stangede England på 2-0. Dermed var kvartfinalen og den første sejr over Tyskland i en knockoutkamp ved en slutrunde siden 1966 sikret.
Desværre var scoringen det sidste lykkelige øjeblik i den 29-årige englænders liv. Han faldt nemlig om kort tid efter og døde.

Det skriver det britiske medie Daily Mirror.
Ambulanceredderne, som blev tilkaldt med det samme, forsøgte at genoplive Charlie Naughton i tre timer, men hans liv stod desværre ikke til at redde.
Den tragiske nyhed er nået frem til det engelske landshold, hvor anføreren, Harry Kane, har været ved tasterne på Twitter for at vise sin sidste respekt.
'Jeg er så ked af at høre om Charlies død. Mine tanker går til hans familie og venner. Vi vil give alt for ham på lørdag og i resten af turneringen. Hvil i fred, Charlie,' skriver Tottenham-angriberen helt præcist.
I forbindelse med dødsfaldet opfordres samtlige engelske fodboldfans til at hylde Charlie Naughton, når England går på banen ved EM igen.
Og det gør de lørdag aften klokken 21.00, når Ukraine venter i kvartfinalen. Vinderen af den kamp skal møde enten Tjekkiet eller Danmark i semifinalen.
