Fra Brøndby til Premier League-topscorer.

På kun lidt over et år er Teemu Pukki allerede tæt på at kunne kalde sig den bedste signing nogensinde i Norwich – han var ovenikøbet gratis.

»Det bliver mere og mere sikkert, at han er den bedste transfer i Norwichs historie, men der er andre navne, som også står højt. Hvis han kan score 15-20 mål i denne sæson og være medvirkende til, at de bliver oppe i Premier League, så vil det sikre ham pladsen som den bedste transfer i klubbens historie,« vurderer journalisten David Freezer, der gennem flere år har dækket den østengelske fodboldklub.

I sin første sæson i England scorede Teemu Pukki 29 mål i ligaen og blev topscorer i Championship. Han blev også kåret som årets spiller i ligaen, som Norwich vandt og rykkede op i Premier League.

Her har den finske angriber scoret fire mål i de to første kampe. Det er lige så mange som Manchester Citys Raheem Sterling, men flere end målslugere som Sergio Agüero, Pierre-Emmerick Aubameyang, Marcus Rashford og Harry Kane.

Faktisk er Teemu Pukki den mest scorende spiller i de fire bedste engelske rækker siden ankomsten til Norwich fra Brøndby i sommeren 2018. Og B.T. Sport har derfor stillet David Freezer en række spørgsmål om den tidligere Superliga-bomber.

Hvorfor er Pukki så god, som han er lige nu?

»Han har så meget selvtillid lige nu. Han scorede 29 mål i sin første sæson for klubben, og det var ret imponerende. Den sidste, der har været i nærheden af så mange mål for Norwich på en sæson, var Chris Sutton i 1995, da han scorede 25 mål. Han har formået at ride videre på bølgen ved at score i den første kamp mod Liverpool. Det betød rigtig meget for ham og var en stor grund til, at han scorede hattricket mod Newcastle (i den seneste Premier League-kamp, red.).«

Han har prøvet udlandet før, men uden succes. Hvad er der sket af forandring de sidste år?

»Det virker til, at han er blevet mere moden. Han var i Celtic og Schalke 04 uden den helt store succes, men i Brøndby genfandt han sine evner til at score mål. Han er blevet 29 år, og han er glad for, hvordan tingene går lige nu. Han er glad for sit privatliv, og han føler sig hjemme i Norwich. Han har en træner, der har købt kreative spillere, og som skaber chancer. Hvis Pukki får en chance inde i feltet, så er der en ret god chance for, at han rammer målet.«

Er Pukki en darling blandt Norwich-fans?

»Ja, han er en stor darling. Sangen, der ret hurtigt tog fart, var 'Teemu Pukki, baby' over sangen 'Don't You Want Me Baby' af The Human League. Før Pukki kom til, spillede Norwich god fodbold, men holdet kunne ikke score på chancerne. For at være ærlig var der ikke mange Norwich-fans, der nogensinde havde hørt om ham. Men han blev meget hurtigt en helt. Han er allerede i top-50 over flest scorede mål i klubbens historie efter én sæson.«

Holdkammeraterne har jublet mange gange med Teemu Pukki siden ankomsten.
Holdkammeraterne har jublet mange gange med Teemu Pukki siden ankomsten. Foto: CHRIS RADBURN
Vis mere

Er folk overraskede over, at han bare bliver ved med at score mål?

»Nej, de er rimelig overbeviste om, at når han får chancen, så er han så fuld af selvtillid og ro, at han nok skal score. Han har is løbende igennem årerne. Det er 26 år siden, at en Norwich-spiller sidst scorede et hattrick i Premier League. Han er den niende i Norwichs historie til at score et hattrick i Premier League. Så det var ret markant, det, der skete i lørdags.«

Havde Norwich spillet i Premier League denne sæson uden Teemu Pukki?

»Højst sandsynligt ikke. Han var forskellen, men uden det hårde arbejde fra holdet kunne han ikke få chancerne.«

Er han allerede en legende i Norwich?

»Hvis han kan score omkring de 50 mål på to sæsoner, så vil han opnå legendestatus og blive husket blandt fansene i meget lang tid.«

Kan du se ham spille i en større klub end Norwich i fremtiden?

»Det er muligt. Men jeg tror, at han er rigtig glad for at være, hvor han er. Han er jo stjerne i Norwich, og jeg ved ikke, om han er klar til at risikere ikke at skulle være en stjerne. Han er trods alt 29 år. Men kommer der en klub, der kan tilbyde ham Champions League- eller Europa League-fodbold, vil han have en stor beslutning foran sig. Det er dog stadig tidligt på sæsonen, så vi må se til sommer.«