Hvad er det med fodboldmillonærer og coronaregler?

Nu er Manchester Citys franske backstjerne Benjamin Mendy havnet i problemer, efter at han nytårsaften forbrød sig mod de engelske coronarestriktioner, der foreskriver, at man ikke ser nogen, der ikke er en del af ens husstand.

Den 26-årige franskmand havde flere gæster – som altså ikke var en del af hans husstand – til middag for at fejre farvellet til 2020. Det skriver Daily Mail.

Benjamin Mendy havde blandt andet hyret en kok til at stå for nytårsmenuen – og han havde også inviteret to af sin kærestes veninder. Desuden var hans nevø og niece til stede ved festen.

JASON CAIRNDUFF

Mendys restriktionsbrud har en særdeles ærgerlig timing – da Manchester City blot tre dage tidligere måtte aflyse en Premier League-kamp mod Everton på grund af coronaudbrud i truppen.

Franskmanden har efterfølgende – via sin talsmand – undskyldt sin ubetænksomhed.

»Ben accepterer, at dette er et brud på covid-19-protokollen, og han beklager sine handlinger. Ben har fået foretaget en coronatest, og han samarbejder med Manchester City omkring dette.«

Benjamin Mendy er bestemt ikke den eneste Premier League-stjerne, der er havnet i problemer efter nytårsaften. Crystal Palace-stjernen Luka Milivojevic har også måttet undskylde efter at have haft huset fuldt af gæster. Også en række Tottenham-stjerner samt en Arsenal-spiller er kommet i unåde efter en uigennemtænkt fejring af det nye års komme. Det kan du læse mere om her.