To mænd har nu erkendt, at de forsøgte at stjæle kostbare genstande fra to Arsenal-spillere i sommer.

En 26-årig mand erklærer sig skyldig i et røveriforsøg mod de to fodboldspillere Mesut Özil og Sead Kolasinac, der begge er på kontrakt i Arsenal.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Manden erkender i retten at have forsøgt at stjæle kostbare genstande fra fodboldstjernerne 25. juli i den nordvestlige del af London.

I oktober erkendte en medgerningsmand sig skyldig i samme sag.

Allerede dagen efter røveriforsøget kunne man på sociale medier se videoovervågningsbilleder af episoden.

Billederne viste Kolasinac jagte de to røvere, der kørte på knallerter og var iført hjelme og mørkt tøj.

Özil har siden fortalt om episoden til hjemmesiden Athletic.

- De sagde direkte til ham (Kolasinac, red.): "Giv os dit ur". Seads reaktion var virkelig, virkelig modig, for han gik til angreb på en af røverne.

- Den anden holdt foran min bil på sin knallert, så jeg ikke kunne køre, forklarede den tyske Arsenal-spiller.

Et par uger efter røveriforsøget arresterede politiet to mænd, der opholdt sig uden for Özils hjem i Camden. Her kom de angiveligt i klammeri med nogle af fodboldspillerens ansatte.

/ritzau/