Landstræner Brian Riemer må virkelig tage sig til hovedet.
Det vælter nemlig ind med skader til de danske forsvarsspillere inden den fatale VM-playoff i slutningen af marts.
Nu er det midterstopperen Jannik Vestergaard, der er ramt af en skade.
»Jannik håndterer en skade. Forhåbentlig kan han komme tilbage på et tidspunkt. Men han tager det dag for dag,« siger manager Andy King til mediet Leicester Mercury.
I forvejen er Andreas Christensen og Joakim Mæhle ramt af skader, og til kampen mod Nordmakedonien 26. marts er både Joachim Andersen og Rasmus Kristensen i karantæne.
'Det er dybt bekymrende'
»Det har udviklet sig tragikomisk for det danske landshold. Brian Riemer må sidde forstenet i sofaen - for det er svært at fatte det uheld, der ramler ned over især den danske defensiv,« siger Lasse Vøge, der er B.T. sportsredaktør og tilføjer:

»Procenterne for en dansk VM-billet rasler desværre nedad i disse dage.«
Lasse Vøge frygter, at der i kampen mod Nordmakedonien må stilles med et midterforsvar, der ikke har spillet sammen før.
»Til kampen mod Nordmakedonien lugter det af et midterforsvar, der aldrig har spillet sammen - sandsynligvis med en Christian Nørgaard, der normalt gør sig på midtbanen. Det er dybt bekymrende,« siger han.
Vinder Danmark kampen mod Nordmakedonien i Parken skal Danmark 31. marts spille mod Irland eller Tjekkiet på udebane om en billet til VM den her sommer.


