Landsholdets sidsteskanse, Kasper Schmeichel, har haft karrierens sværeste sæson - med kritiske røster både omkring landsholdet og i hans skotske klub, Celtic.
Men onsdag aften vendte lykken for den 39-årige landsholdsprofil. Mange skotske medier har ham som kampens spiller, da Celtic vandt 1-0 ude over Falkirk.
Undervejs leverede Schmeichel en verdensklasseredning, som Falkirks manager, John McGlynn, efterfølgende havde svært ved at komme sig over.
»Kasper Schmeichel lavede en fantastisk redning. Jeg sad bare og ventede på, at bolden ville ramme nettet. Han er blevet kritiseret for nogle mål på det seneste, men i aftes sikrede han Celtic tre point,« sagde John McGlynn til Falkirk Herald.
Også Celtic-manager Martin O'Neill var begejstret for sin danske målmand efter kampen.
»Kasper lavede en stor redning for os. En virkelig, virkelig stor redning - som han har lavet i hele sit liv.«
»Det var stærkt - især når nu hans far var til stede. Fantastisk. Han kopierer sin far - det er ikke dårligt,« lød det fra Celtic-manageren til STV.
Kampens eneste målscorer blev i øvrigt den tidligere FC Nordsjælland-svensker Benjamin Nygren.


