Newcastle kan blive nyt hjemsted for en af fodboldens kuldsejlede megastjerner, Gareth Bale.

Den sandsynligvis snart nyrige klub skulle være meget interesseret i offensivspilleren.

Ifølge Marca bliver den walisiske spiller 'talt om som en prioritet for de nye ejere, som har råd til ham'.

Det kunne ligne særdeles gode nyheder for Real Madrid, hvor træner Zinedine Zidane længe ikke har haft den walisiske fodboldspiller blandt sine foretrukne. Vedvarende historier fra den spanske hovedstad har fortalt, at klubben i flere år gerne har villet have haft afsat den omkostningstunge reserve.

Problemet har dog været for den spanske klub, at der reelt er meget få klubber i verden, der overhovedet ville have råd til at kunne betale både en eventuel transfersum og Gareth Bales løn.

Ingen af delene vil blive et problem for Newcastle, hvis den saudiarabiske prins Mohamed bin Salman kommer til. Klubben vil i så fald med ét blive en af verdens rigeste.

Den nuværende ejer af den engelske klub, Mike Ashley, har accepteret købstilbuddet på lige omkring tre milliarder kroner, men handlen er endnu ikke blevet endeligt godkendt af Premier League-organisationen.

De måske-kommende ejere af Newcastle skulle ifølge flere medier have den tidligere Tottenham-manager Maurizio Pochettino næsten-klar som ny manager, og argentineren skulle ifølge Marca også være glad for ideen om Gareth Bale på holdkortet.

Prins Mohamed bin Salman står i spidsen for det konsortium, der er på vej til at overtage Newcastle.
Prins Mohamed bin Salman står i spidsen for det konsortium, der er på vej til at overtage Newcastle. BANDAR AL-JALOUD

Waliseren kom til Real Madrid i sommeren 2013 som den på det tidspunkt dyreste fodboldspiller nogensinde.

Marca skriver, at der i Gareth Bales kontrakt med Real Madrid har eksisteret en klausul, der ville gøre det muligt for Tottenham at få forkøbsret til Gareth Bale, hvis en anden engelsk klub skulle være interesseret.

Spurs ville således få 72 timer til at reagere og udnytte sin forkøbsret. Den klausul udløb dog i juni 2019.

Så vejen er banet for en returbillet til England – og Newcastle.