Det kan godt være, at han har haft det svært. Meget svært.
Men ikke desto mindre har danske Andreas Christensen rigtig travlt for tiden. Travlt med at høste ros.
For torsdag leverede landsholdsspilleren endnu en flot præstation for Chelsea, da han og London-klubben slog de forsvarende mestre fra Liverpool.
Og nu bliver danskeren rost i alle afkroge af de engelske medier, ligesom han blev kåret til kampens spiller af Sky Sports.

»Det var plat eller krone mellem Andreas Christensen og Mason Mount, men jeg har valgt Christensen,« siger Sky Sports ekspert Jamie Carragher om kampens spiller.
»Han forsvarede virkelig godt i anden halvleg og var ekstremt modig i forhold til at tage fat i bolden i virkelig svære områder. Han var meget rolig på bolden.«
»Han trådte i karakter for Chelsea mod et Liverpool-hold, som havde svært ved at skabe noget som helst.«
Den 24-årige dansker har især gjort opmærksom hos sig selv efter Thiago Silvas skade først i februar.
»Christensens præstationer har været fejlfri de seneste uger. Får Silva pladsen tilbage, når han er skadesfri?« spørger mediet Football.London, der giver danskeren karakteren ni ud af ti.
»Thiago Silva er skadet, så Christensen startede igen i hjertet af trebackskæden. Og igen imponerede han. I starten dækkede han af for dybdeløb fra Sadio Mané og Mohamed Salah, og han var central, når Chelsea spillede bolden ud fra forsvaret,« skriver mediet.
Sports Illustrated kalder danskerens kamp for »sæsonens bedste«, hvor han »dikterede spillet i forsvaret og lavede en række præcise afleveringer til angrebet,« og giver ham karakteren otte ud af ti.
Samme karakter får han hos Evening Standard, der gør ham til kampens spiller sammen med Timo Werner og Mason Mount.

»Nærmest på det rigtige sted i løbet af hele kampen. Han vokser med hver kamp. Kolossal præstation.«
Efter kampen har Andreas Christensen også modtaget stor ros af Chelsea-træner Thomas Tuchel.
»Andreas trådte til midt i kampen mod Tottenham, hvilket var en meget svær ting at gøre, og fra det første minut har han været virkelig imponerende,« siger Tuchel med henvisning til opgøret mod London-rivalerne, som var danskerens første minutter under tyske Tuchel.
»Han er modig, stærk i en mod en-situationer og klog i opspillet. Han spiller med stor selvtillid. Jeg er virkelig glad for hans præstationer og den måde, han har hævet sit niveau. Han har været en stor del af vores præstationer.«
Chelsea har lukket to mål ind i ti kampe under Thomas Tuchel. Andreas Christensen har fået spilletid i syv af dem.
Næste gang, holdet skal i aktion, er på mandag mod Everton i Premier League.