Fodboldspilleren Kasper Dolberg kom onsdag aften på måltavlen for første gang i denne sæson for Ajax.

 

Og det skete med et brag, da han lavede hattrick i Ajax' 5-1-sejr ude over Scheveningen i den hollandske pokalturnering.

Den danske landsholdsspiller var på pletten med scoringen til 1-0 efter fem minutters spil.

Senere i første halvleg assisterede 19-årige Kasper Dolberg, da Siem de Jong gjorde stillingen til 2-0.

I anden halvleg kom Ajax foran 3-0, inden hjemmeholdet fik reduceret.

Ti minutter før tid scorede Kasper Dolberg for anden gang i kampen, da han lavede målet til 4-1.

Den danske teenager var dog ikke færdig, og fem minutter senere omsatte han et straffespark til sin tredje scoring i kampen.

Også Lasse Schöne var med i hele kampen for Ajax.

Thomas Enevoldsen scorede kampens sidste mål kort før tid, da hans klub, NAC Breda, tabte 3-4 ude til Achilles 29.

/ritzau/