Tæerne var nærmest umulige at rette ud igen efter den tåkrummende oplevelse, de 27.000 fans fik søndag aften i Parken.

Her kulminerede et forfærdeligt efterår med en fadæse af dimensioner, da FC København missede top 6.

Her gik Mathias 'Zanka' Jørgensen som en af de forreste, da FCK-spillerne gik ned og fik en verbal røvfuld af tilhængerne. Med anførerbindet om armen, selvom han skrev under med klubben få dage forinden.

Forsvarsspilleren fik ros efter kampen, men hans præstation udstillede også de skamfulde tilstande i FCK.

»Det siger meget, at vores bedste spiller i denne kamp er Zanka,« lød det fra cheftræner Jacob Neestrup til Viaplay efter 1-2 nederlaget til Randers, der sendte FCK i forårets nedrykningsspil.

»Primært skal Mathias have ros for det, for han gør alt, hvad han kan, men det er jo lidt småpinligt faktisk.«

Mathias 'Zanka' Jørgensen og resten af FCK-spillerne kunne ikke tro deres egne øjne efter nederlaget til Randers.
Mathias 'Zanka' Jørgensen og resten af FCK-spillerne kunne ikke tro deres egne øjne efter nederlaget til Randers. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Inden søndagens Superliga-kamp havde 'Zanka' ikke spillet en fodboldkamp siden 4. oktober 2025, da han stadig tørnede ud for LA Galaxy.

Han ophævede sit samarbejde med den amerikanske klub for en måned siden, og derfor lå hans sidste opgør en del måneder tilbage.

Og netop dét er pinligt for FCKs øvrige spillere, påpegede Neestrup.

»Han er troværdig i sin præstation og gør det ikke sværere, end det er. Han holder et enormt højt bundniveau, og manden har fucking ikke rørt en fodbold i fire måneder. Og det siger meget.«

FCK's næste opgave er lørdag i en pokalsemifinalen mod Viborg.

Du kan lytte til B.T. FodboldB.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Fodbold

I denne udsendelse kommer panelet vidt omkring. Kasper Schmeichel, Aral Simsir, Yoram Zague, Carsten V. Jensen, Sune Smith-Nielsen og Dario Osorio er bare nogle af de navne, der drøftes. Denne udsendelse er sponsoreret af HelloFresh. Gå ind på HelloFresh.dk, spar op til 959 kr. og få gratis snacks med hver bestilling i 3 måneder! Vært: Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.