Nicklas Bendtner ankom med håret tilbage, blazeren knappet med en enkelt knap og de dyre Christian Louboutin-sko på fødderne. Præcis som det må blive, når Bendtner skal præsentere sig selv. Ekstraordinært og ekstravagant.

En noget anden verden end den uden for vinduerne på Volkswagen Arena i Wolfsburg, hvor gaderne er fulde af de hjemmeproducerede folkevogne, der direkte er skyld i over halvdelen af byens borgere. En ny stjerne var ankommet, og han gjorde det med den arrogance, vi kender - men også med en ydmyghed foran de godt 40 journalister og fotografer, der var dukket op for at se Wolfsburgs nye angriber.

Nicklas Bendtner

Når han træder ud af de dyre sko med piggene, skal han spille med nummer tre på ryggen i de kommende tre år for Wolfsburg. Det nummer har hans mor valgt. Efter en sommer uden job er han nu igen klar til at spille fodbold. Og beslutningen om Wolfsburg var måske ikke svær, men den betød noget, kunne man mærke.

- Det er måske den vigtigste beslutning i mit liv. Jeg har ventet på den rigtige mulighed, og det her er uden tvivl det rigtige sted for mig, svarede Bendtner på BTs spørgsmål, inden han på pressemødet fortalte, hvorfor valget var faldet på netop Wolfsburg.

- Jeg ventede i lang tid på at finde den rigtige klub. Jeg var tålmodig. Det var vigtigt for mig at få den rigtige klub. Wolfsburg blev nummer fem i sidste sæson og har store ambitioner. Det kan jeg godt lide. Det er en stor klub med gode spillere, og de vil være med i toppen i Tyskland, hvilket er fantastisk. Jeg håber at hjælpe til at opnå klubbens mål. Jeg har talt med træneren og sportsdirektøren, og vi var enige om, at det her var det rigtige. Siden vores første samtaler har jeg slet ikke tænkt på andet.

Pressemødet på Volkswagen Arena var kulminationen på en uge, hvor Bendtner ankom alene til Wolfsburg onsdag, og hvor der blev nået en aftale sammen med FIFA-agenten William Anae og danske Ivan Marko Benes på Bendtners side og Klaus Allofs på den anden side.

Wolfsburg-sportsdirektøren var glad for at have landet den danske angriber på en kontrakt til 22 millioner kroner om året – under halvdelen af, hvad stjernerne Kevin De Bruyne og Luis Gustavo tjener i klubben.

- Jeg mener, at han er en rigtig stærk angriber. Det har han vist i mange år, og han har især vist det på det danske landshold. Jeg vil ikke overdrive, men han var en outstanding spiller. Han har en fysisk tilstedeværelse i boksen, han er dygtig i hovedspillet, men han er også en god kombinationsspiller. Det er sådan, vi spiller i Wolfsburg, så det håber vi, at han kan tilføre vores hold, fortalte Klaus Allofs.

Sportsdirektøren var opmærksom på Bendtners få kampe over de seneste to sæsoner, men det kan muligvis have været en fordel for Wolfsburg, mener han.

- Vi har kigget på hans statistik, og det har ikke været den perfekte statistik i de seneste par år, men havde han haft det, havde vi aldrig haft råd til ham. Hvis alt havde været perfekt for ham i Arsenal, var han blevet der. Uden tvivl. Men vi tror, vi er i stand til at få ham tilbage på sporet, siger Allofs.

Det samme håber fansene, og ved den sene eftermiddagstræning var det helt tydeligt, at der var kommet en ny sherif til byen. Masser af mennesker var mødt op foran træningsbanen lige uden for det flotte stadion.

- Mine damer og herrer, jeg er ikke Nicklas Bendtner, jokede holdets viceanfører, Marcel Schäfer, da han så horden af mennesker.

Kort efter kom han så. Nicklas Bendtner. Hvis man var i tvivl om, hvor stort et navn Bendtner er uden for de danske grænser, kunne de 50 fans, der omringede ham, måske give en indikation.

Imødekommende over for de nye fans, men stadig pressesky. Ikke et ord ville han sige til de fremmødte medier, og han havde ladet Wolfsburgs pressemand vide, at han ikke ønskede at tale med nogen før eller efter træningen.

I stedet måtte han lade fødderne tale, og det gjorde de første gang, da skudtræningen begyndte ned mod de flere hundrede fans bag hegnet. Det lignede nervøsitet, da han klappede til den første bold og sparkede den et par meter forbi målet, mens indestængte grin bredte sig blandt tilskuerne. Da målet kom på den anden afslutning, gav det klapsalver.

Otte mål på 21 afslutninger fortalte historien om en angriber, der mangler skarphed. Til gengæld var han i storform til torsdagens lægetjek, hvor han skulle have vist en kondition, som kom bag på lægestaben i Wolfsburg.

Hurtig var han også efter træningen, hvor han igen skulle drible sig gennem utallige fans med en tusch mellem fingrene og en godt trænet autograf i håndledet. På vej ud igen. Væk fra Wolfsburg og hurtigt hjem med flyveren til to fridage, inden han igen møder ind på den anden side af weekenden.

Mere fik de ikke at se til den nye danske Ferrari i folkevognsbyen, men mon ikke han tager revanche, når han for alvor slår sig ned i enten Wolfsburg eller den nærliggende Braunschweig? Så må de følge røgen.