FC Københavns Europa League-modstandere er fundet ved dagens Uefa-lodtrækning. Og det blev en blandet fornøjelse for de eneste danske repræsentanter i Europa.

Fra øverste seedningslag trak FCK det giftige russiske topmandskab FC Zenit fra Skt. Petersborg. FC Zenit er det fjerdehøjest seedede hold i årets Europa League, et hold, som nok ikke trækker fulde huse i Parken, men som til gengæld er på absolut europæisk topniveau.

Derudover skal FC København til Frankrig, hvor den tidligere mesterklub Girondins Bordeaux venter. Dermed får københavnerne fornøjelsen af at møde landsholdsspiller Lukas Lerager. Bordeaux sluttede som nummer seks i Frankrig i sidste sæson.

Fra fjerde seedningslag trak FCK tjekkiske Slavia Prag, som vandt sølv i sidste sæson.

»Jeg synes, det er en okay lodtrækning, og for fansene er to af rejserne ikke så langt væk, og det er nogle attraktive byer,« sagde Ståle Solbakken om dagens lodtrækning til fck.dk:

»Umiddelbart tror jeg, det er en gruppe, hvor alle kan tage point fra alle, og derfor kan spændingen også godt leve helt frem til sidste runde. Og så tænker alle holdene nok, at vi først og fremmest må tage point på hjemmebane og så se, om vi kan snige os til nogen på udebane.«

FC København undgik at møde attraktive storhold som Arsenal, Sevilla, Lazio og Chelsea fra første seedningslag. I stedet blev det FC Zenit med den russiske VM-bomber Artem Dzyuba i truppen, som FCK skal konkurrere med om at gå videre fra puljen.

»Zenit er et stærkt hold, det så vi selv, da vi mødte dem i januar, Bordeaux har lige slået Monaco og ser gode ud, og Slavia Prag tænker nok, at FCK skal de i hvert fald slå, ligesom vi tænker, at vi bør slå dem - men sådan er det jo,« siger Solbakken.

FCK-spillere under Europa League-kampens straffespark mellem FCK og Atalanta i Telia Parken torsdag den 30. august 2018. Vis mere

FC København var eneste danske hold i bowlen efter pragtpræstationen mod de italienske favoritter fra Atalanta i aftes i Parken. Her sejrede Ståle Solbakkens mandskab efter en dramatisk straffesparkskonkurrence.

De første gruppekampe i denne sæson spilles torsdag 20. september.

Kampene i gruppespillet afvikles på disse dage:
20. september
4. oktober
25. oktober
8. november
29. november
13. december

Du kan genopleve lodtrækningen i LIVE-bloggen her:

Se også